Sprogkrav
Der gælder et særligt sprogkrav for alle nyuddannede, der bliver ledige og søger om dagpenge fra den 1. maj.
Det betyder, at du kun kan få dagpengeret som nyuddannet, hvis du opfylder sprogkravet.
Du kan opfylde sprogkravet hvis du
- Har gennemført mindst 6. klassetrin i dansk folkeskole
- eller har gennemført en videregående dansksproget uddannelse
- eller har bestået prøve i Dansk 2 eller en dansk prøve på et tilsvarende eller højere niveau (se oversigten længere nede)
Hvis du ikke kan opfylde sprogkravet, kan du alligevel få ret til dagpenge som nyuddannet, hvis du opfylder et tilknytningskrav via arbejde i Danmark.
Følgende uddannelser kan bruges til at opfylde sprogkravet:
Bestået Prøve i Dansk 2 |
Gennemført grundskoleforløb i dansk på Færøerne og Grønland og på de danske skoler i Sydslesvig, samt tilsvarende forløb for børn i udstationerede familier. |
Gennemført ordblindeundervisning for voksne. |
Bestået Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) eller Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner. |
Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden. |
Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux). |
Bevis for almen forberedelseseksamen (avu). |
Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) på et af niveauerne G-A fra en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu. |
Bestået FVU-læsning trin 2-4. |
Bevis for International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau. |
Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København. |
Bevis for videregående uddannelser f.eks. på universiteter, professionsskoler, handelshøjskoler, sygeplejeskoler, seminarier m.v., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb. |