swipegesture

Jobcenter

Når du bliver ledig, skal du melde dig ledig på Jobcenterets hjemmeside Jobnet.dk.

Du kan kun få udbetalt dagpenge i perioder, hvor du står tilmeldt som ledig på Jobnet.dk.

På jobnet.dk skal du lave din joblog. Det er en af betingelserne for at være til rådighed for arbejdsmarkedet og have ret til dagpenge.  

En af Jobcentrets opgaver er også at skaffe arbejdskraft til virksomhedernes ubesatte stillinger. Derfor har du pligt til at overtage passende arbejde, som Jobcentret eventuelt formidler dig til, så længe du er ledig. Det kan du læse mere om her: Sådan står du til rådighed for arbejdsmarkedet.

Samtaler med CA og Jobcentret

De første tre måneder du er ledig, står CA for alle møder med dig. På møderne har vi fokus på at hjælpe dig med din jobsøgning. Er du ledig i alle tre måneder, skal du til tre samtaler i alt med os i denne periode. Det kan du læse mere om her (link til ordbog om samtaler med CA)

Efter de første tre måneder overtager Jobcentret ansvaret for at holde samtaler med dig. Du skal derefter til samtaler med dem cirka en gang om måneden i de næste tre måneder og herefter efter behov, så længe du er ledig.

Både CA og jobcentret kan dog indkalde dig til møder eller samtaler oftere, hvis der er behov for det.

Selvom de obligatoriske samtaler overgår til Jobcentret efter de første 3 måneders ledighed, kan du fortsætte med at få rådgivning og vejledning hos CA i hele din ledighedsperiode. 

Tilbud / aktivering

Det er jobcentret der har ansvaret for at give dig tilbud, som typisk vil være virksomhedspraktik og løntilskud. I de første tre måneder, hvor du holder samtaler med CA, kan vi bede jobcentret om at give dig et tilbud, hvis vi sammen med dig vurderer, at det vil være en god idé.

Læs mere om, hvordan vi opgør de første tre måneder ledighed: Samtaler med a-kassen de første tre måneder, du er ledig