swipegesture

5 gode idéer til at finde mere overskud

Vi har kun den tid vi har, selv om det føles som om man altid kunne bruge mere. Og for at få det bedste ud af det, gælder det om at skaffe sig selv overskud i modsætning til frustration. Vi har samlet 5 gode råd til at generere overskud.

Artikel 3 Min.
af Ida Haagen Hansen

1. Vælg til - og fra

Fokusér på det der er vigtigst for dig. Ellers risikerer du at springe rundt mellem alt det andre synes er vigtigt (på dine vegne). Skaf dig overblik – og vælg til og fra – ved at:

  • skrive en bruttoliste af opgaver ned, gerne i delopgaver
  • prioritere dem efter hvad der giver mest værdi for dig, og hvor meget tid du realistisk har
  • sætte de udvalgte (del)opgaver i kalenderen. Din nettoliste 😊

2. Sørg for at slappe af

Og her taler vi ikke om overspringshandlinger, så som lige at snuppe opvasken eller zombie-scrolle på sofaen. Det er tidslommer der meget gerne må indeholde et sceneskift: Tag en tur i skoven, gå på café med din ven, tag til yoga, brug en weekend hos dine forældre. At koble af er lige så vigtigt som at få sin søvn. Prioritér, og sæt afslapning i kalenderen..

3. Find ud af, hvordan du afhjælper det, der dræner dig

Hvilke opgaver bliver du træt bare ved tanken om? Eller bekymrer du dig, så det spænder ben for dig i løbet af dagen? Hvis det er rigtig alvorligt, skal du selvfølgelig søge (professionel) hjælp og rådgivning. Men du kan også prøve:

  • at løse opgaven sammen med andre
  • at uddelegere opgaven
  • at tillade dig selv at sige pyt i en periode
  • at lade dine bekymringer få frit løb i et fastsat tidsrum, fx mellem kl. 16.30 og 17. Og når de dukker op på andre tidspunkter, minde dig selv om at du har tid til bekymringer mellem 16.30 og 17.

4. Reboot dig selv med ny energi

Enkle hacks der giver en god yes-følelse og mod på mere:

  • lav en liste over ting du glæder dig til
  • sørg for at grine. Så udskilles der endorfiner i kroppen – og det giver oplevelsen af velbehag
  • husk at fejre små og store successer (og nej, det behøver ikke være en god karakter)

5. Skriv dine gøremål ned i kortform

Korte bullits er nemmere at overskue, nemmere at holde fast i og nemmere at ”tjekke af”. Husk at være realistik, så giver det en god følelse af tilfredshed.