swipegesture

Hvis du er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 31. december 1975, kan du holde pause i betalingen af efterlønsbidrag. Det kaldes en bidragsfri periode. 

Du kan dog kun have bidragsfrie perioder, hvis har du har haft tilsvarende perioder, hvor du har betalt efterlønsbidrag:

  • Før du blev 35, og som ligger før den 1. januar 2008 eller
  • I 2007, hvis du på det tidspunkt var over 35 år

De bidragsfrie perioder må aldrig være længere, end at du kan nå at betale til efterlønsordningen i 25 år, før du fylder 62.

Hvis du opfylder disse kriterier for at kunne holde bidragsfrie perioder, og du var medlem af CA pr 31. december 2007, har vi allerede sendt dig en opgørelse over, hvor lang pause du kan holde. Hvis du var medlem af en anden a-kasse den 31. december 2007, vil du have modtaget opgørelsen fra dem.

Mener du, at du opfylder kriterierne, men har du ikke modtaget en opgørelse, må du meget gerne kontakte os.

Hvis du er født den 1. januar 1976 eller senere, kan du ikke holde bidragsfrie perioder. Du kan dog under visse betingelser holde pause i din indbetaling.

Hvornår, hvor længe og af hvor mange gange?

Du bestemmer selv, hvornår du vil holde de bidragsfrie perioder, hvor lang pause du vil holde, og om du vil dele pausen op i flere omgange.

Du skal dog være opmærksom på, at du tidligst kan starte en bidragsfri periode fra det tidspunkt, vi modtager din skriftlige anmodning.

Vi kan på samme måde tidligst genoptage opkrævningen af efterlønsbidrag, når vi har modtaget din skriftlige anmodning om dette.

Vi anbefaler, at du udfylder en fravalgsblanket AR 252, når du vælger at holde en bidragsfri periode. På blanketten står den relevante vejledning.

Du kan dog også anmode om at holde bidragsfri periode ved at sende os en mail på ca@ca.dk.

Det er dit eget ansvar

Når du har valgt at holde bidragsfri perioder, er det dit eget ansvar at melde dig til igen.

Derfor anbefaler vi, at du, i forbindelse med at du anmoder om at holde pause i indbetalingen, giver os en dato for, hvornår vi skal genoptage opkrævningen af efterlønsbidraget. På den måde undgår du at miste din ret til efterløn, fordi du glemmer at melde dig til igen.