7 tips til en effektiv arbejdsdag
Masser af opgaver, møder og ulæste mails. Har du for travlt på jobbet? Bliv mere effektiv ved at fokusere og prioritere.
Er du god til at prioritere din tid, fokusere på det vigtige og holde en fornuftig work-life-balance?
Eller bliver du overmandet af tidsrøvere og overspringshandlinger i løbet af arbejdsdagen; kollegasparring, kaffemaskinesnak, impulsive opgaver, en proppet kalender og løbende mailtjek?
Du får lavet meget mere – og kommer tidligere hjem – hvis du prioriterer dine arbejdsopgaver og holder fokus. Her er 7 tips til, hvordan du gør.
1. Stop med at multitaske
Jo mere du spreder din opmærksomhed ud, jo mindre får du lavet. Du bliver langsommere og fejlprocenten bliver større.
Hvis du derimod gør én ting ad gangen og holder fokus, vil hjernen belønne dig og levere endnu bedre og hurtigere.
2. Del din dag op i ”slots”
Med stram planlægning kommer du langt. Del din dag op i forskellige opgaver og pauser, lidt som et skoleskema.
Så ved du, hvad du har af tid at gøre med, der er en bagkant, og tingene flyder ikke bare ud i det uendelige.
Du kan fokusere på den konkrete opgave og skal ikke bruge energi på at tænke over, hvad du skal.
Hold små pauser løbende, så hjernen får lidt hvile. Du kan bedre fokusere, tænke kreativt og koncentrere dig, og du bliver langt mere effektiv i din opgaveløsning.
3. Sørg for, at der er luft i kalenderen
Hvis du planlægger hele din arbejdsdag med opgaver, møder og andre gøremål, er det helt sikkert, at det skrider, og du lynhurtigt kommer bagud.
Uanset hvor meget du planlægger, vil du støde på spontane møder, telefonopkald, mailhåndtering, social snak og afbrydelser i løbet af arbejdsdagen.
Sørg for, at din kalender ikke er fyldt mere end 80%, så du har tid til, at der kommer uforudsete opgaver eller opgaver, der tager længere tid.
4. Vær realistisk
Vær realistisk, når du vurderer, hvor lang tid du skal bruge til at løse en opgave.
Tjek, at opgaven er klart og præcist defineret - jo mere præcist defineret den er, jo mere præcist bliver dit estimat.
Bryd opgaven ned i mindre dele og sæt så tid på hver del. Husk alle de aktiviteter, der følger med som fx forberedelse, transport, opfølgning, kommunikation, evaluering etc.
5. Prioriter, prioriter, prioriter!
Prioriter dine opgaver og sørg for at få gjort det, der er vigtigst, først, så du ikke altid løber efter det, der haster, og kan starte med de vigtigste opgaver, mens du er frisk. Selv om du ikke når det hele, så når du det vigtigste.
6. Få tingene gjort
Sørg for at få tingene gjort og undgå at skubbe opgaverne foran dig. Det bliver de sværere af. Opgaverne vokser bare, hvis du udskyder dem.
Få de nemme ting løst med det samme, så de ikke ligger og fylder. De tager både din mentale og fysiske tid.
7. Find din work-life balance
De færreste trives, når det hele ”flyder sammen” – og man aldrig har følelsen af at holde fri.
Sørg for at finde den rette balance mellem fritid og arbejde, så du trives og har overskud. Mærk efter, hvad der giver mening for dig, og skab rum til arbejde og til fritid.
Når du skal have livet til at balancere, skal du huske på, at vi alle har forskellige opfattelser af, hvad en god work-life balance er.