swipegesture

Nu får studerende over 30 år også gratis a-kasse

Fra nytår bliver studerende over 30 år ligestillet med andre studerende, så de kan fritages for at betale kontingent til a-kassen

Nyhed 17. dec 2024  

A-kasseregler er ikke altid logiske. Indtil nu har studiemedlemmer under 30 år kunnet slippe for at betale kontingent i a-kassen, mens man skulle betale, hvis man var fyldt 30 år.

Men fra 1. januar 2025 er det slut med forskelsbehandlingen. Der kommer nemlig nye regler, så studiemedlemskabet er gratis for alle – uanset deres alder.

Du kan dog stadig højst have gratis studiemedlemskab i fem år i alt, og du må højst have en indtægt på 305.420 kroner inkl. SU per år (2025 niveau).

Breve på vej om ændringerne

Hvis du er studiemedlem og fyldt 30 år, får du snarest en mail med nærmere besked om, hvad du skal foretage dig.

Send en ansøgning og slip for at betale kontingent

Hvis du er over 30 år, skal du sende os en ansøgning om at blive kontingentfritaget.
Det gør du ved at udfylde og sende formularen ”Ansøgning om kontingentfritagelse for studerende” på MitCA.

NB: Vi må tidligst fritage dig fra den dag, du har sendt formularen. Så gør det hurtigst muligt, så du kan kontingentfritages fra den 1. januar 2025.

Har du allerede fået en opkrævning for 1. kvartal 2025?

Det skyldes, at de nye regler først lige er kommet, efter at vi havde sendt dig en opkrævning for kontingent for 1. kvartal af 2025.

Denne regning skal du naturligvis ikke betale, hvis du søger om kontingentfritagelse. Hvis du alligevel betaler, sender vi beløbet tilbage til dig hurtigst muligt.