swipegesture

Juice: Rekruttering vendt på hovedet

Når der skal rekrutteres, foregår det oftest med et jobopslag efterfulgt af et CV og en ansøgning med et specifikt henblik på den opslåede stilling. Men den fremgangsmåde har det nye startup Juice besluttet sig for at udfordre med en ny digital rekrutteringsplatform.

Nyhed 13. sep 2022 2 Min.
af Niclas Randgaard

Virker den klassiske ansøgning og CV’et stadig? Det mener Simon Munch ikke. Han er CA-medlem og har i syv år arbejdet som managementkonsulent og partner i Konsulenthuset Beecon. I dag er han ansvarlig for den kommercielle side af virksomheden Juice, der vender den traditionelle rekrutteringsproces på hovedet.

”Vi oplever, at rekruttering i dag typisk er baseret på virksomhedernes ønsker og præmisser. Der mangler en platform, som tager udgangspunkt i kandidaterne - deres præmisser og det, de drømmer om og går op i”, siger Simon Munch.

Fokus på kandidaternes motivation, krav og kriterier

Ifølge Simon Munch har den klassiske model et retrospektivt fokus, som typisk kun giver virksomheden indblik i kandidaters tidligere arbejde, uddannelse og erfaringer. I dag er den information ikke på samme måde i højsædet, som den var tidligere. Dels er det meget nemt at tilgå netop den information på eksempelvis LinkedIn. Dels er der i højere grad et fokus på kandidatens motivation, krav og kriterier.

”Det er individualismens og de bløde værdiers tid. Det skal også afspejles i rekrutteringsprocessen, og derfor har vi skabt Juice,” siger Simon Munch.

Sådan søger du job på Juice

Det er nemt og gratis som kandidat at oprette en Juice-profil. På morejuice.io beskriver man med nøgleord sin uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring. Efterfølgende beskriver man sin drøm – hvordan ser det ultimative drømmejob ud?

Ikke blot branche, fagområde eller størrelse virksomhed. Det er lige så vigtigt med rammerne, eksempelvis hvordan der ledes, hvilke værdier der lægges vægt på, og i hvor høj grad man ønsker mulighed for at kunne arbejde hjemme.

Når profilen er oprettet, er man færdig. Profilen ligger anonymt i Juices system, og man kan trygt læne sig tilbage og vente på sit drømmejob.

”Når virksomhederne søger efter en kandidat til en stilling, får de adgang til de profiler, som matcher deres søgekriterier. Profilerne er helt anonyme. Det er først, når virksomheden har udvalgt sig en eller flere profiler, at de kan købe sig til et ’prik’,” fortæller Simon Munch.

Kun seriøse matches

Et prik vil sige, at virksomheden gør kandidaten opmærksom på, at de er interesseret. Hvis kandidaten vil høre mere og accepterer ’prikket’, vil anonymiteten forsvinde, og virksomhed og kandidat kan nu kontakte hinanden.

”Virksomhederne skal betale for hvert prik, de vil sende til kandidater. Det er blandt andet fordi vi vil undgå, at virksomheder spammer en lang række kandidater. Vi vil have virksomhederne til at have en seriøs interesse bag hvert eneste prik, så kandidaterne oplever, at deres matches har en høj kvalitet,” siger Simon Munch.

Læs mere på morejuice.io