swipegesture

Find din næste unge medarbejder med jobdate-appen SimplyJob

Mød de unge på deres præmisser, når du skal ansætte. De unge swiper sig til jobbet og du får ansøgninger på få minutter. 

Nyhed 21. feb 2023 3 Min.
af Dorthe Kingo Søndergaard

Duer ikke. Swipe. Ser spændende ud! Match! Med inspiration fra datingplatformen Tinder har SimplyJob gjort det nemt for virksomheder og unge ansøgere at få et match - særligt til deltidsjob, studiejob og ufaglært arbejde. 

Vi har talt med Rasmus Ulveman, der er adm. direktør i den app-baserede rekrutteringsportal SimplyJob.

Hvad er tanken bag SimplyJob?

"Tanken med SimplyJob har fra start været at gøre det nemmere og sjovere at sende jobansøgninger for kandidater. Vi er inspireret af Tinder, den store dating platform. Ligesom på Tinder kan kandidater oprette en profil og et CV på få minutter, og så er man klar til at søge job med et enkelt swipe. Vi mener, at det skal være nemt og simpelt at finde job og se de rette kandidater", siger Rasmus Ulvemann. 

Hvor kom idéen fra?

"Jeg havde en salgsvirksomhed, da vi startede SimplyJob. Vi manglede altid medarbejdere, og det er svært at rekruttere salgsmedarbejdere. Vi observerede, at de bedste sælgere ikke altid er dem, der skriver de bedste ansøgninger", siger han.

"Hvis vi kan få masse kandidater ind til samtale - altså ind i forretningen - så skal vi nok finde ud af, om de kan sælge eller ej. Da vi begyndte på det, gav det os mange, mange flere kvalificerede medarbejdere".

Hvorfor swipe?

"Swipe-modellen er sjov, og folk er vant til at bruge den. Det er den vej udviklingen går, både når vi ser TV, dater hinanden eller søger jobs. Vi har også en hjemmeside, der ligner en mere traditionel jobportal", siger Rasmus Ulvemann.

Hvad så med den motiverede ansøgning?

"Vi har droppet den motiverede ansøgning, for vi mener ikke, at den kan noget i 2023. Vi har lige nu en situation, hvor arbejdsløsheden er den laveste i årtier. Unge mennesker bliver prikket, kontaktet og headhuntet. Som kandidat kan du virkelig tillade dig at være kræsen. Noget af det, du slet ikke gider, er at sælge dig selv", siger Rasmus Ulvemann. 

"Vores filosofi er, at hvis du vil have succes med at tiltrække de unge, skal du undgå at sætte barrerier op for dem. Fx det at skulle skrive en ansøgning og uploade alverdens ting. Det er barrierer, de ikke orker. Det er ikke løsningen, hvis man vil tiltrække den unge mennesker".

Hvad koster det at bruge platformen? 

Det er gratis for jobsøgere at downloade app'en og bruge platformen til at finde job.

For virksomhederne, der vil slå job op, er de første syv dage gratis. Herefter koster det 69 kr. om dagen og der er ingen binding eller opsigelsesfrist.

Hvem er SimplyJob for?

Platformen henvender sig til unge mennesker fra 18-35 år og har primært jobs inden for salg, kundeservice, butiksansatte etc. I dag har 300.000 kandidater en profil og et CV på SimplyJob, og der er lidt mere end 300 virksomheder tilknyttet platformen.

Læs mere om SimplyJob