swipegesture

4 dages arbejdsuge – en trend, der er kommet for at blive?

4 dages arbejdsuge vinder frem. Det tiltrækker talenter og giver gladere og mere produktive medarbejdere. Men det kommer ikke af sig selv. CA har talt med Pernille Garde Abildgaard om fordele, organisering og fremtiden for 4 dages arbejdsuge.

Nyhed 18. aug 2022 5 Min.
af Anna Cecilie Holten

I Danmark har vi høj beskæftigelse. Flere medarbejdere træder også ud af arbejdsmarkedet end ind på arbejdsmarkedet. Derfor er der kamp om talenterne, så virksomhederne skal oppe sig for at tiltrække de bedste kandidater. Det mener Pernille Garde Abildgaard, der har skrevet flere bøger om arbejdsliv og 4 dages arbejdsuge.

”9 ud af 10 virksomheder, der henvender sig til mig, har rekrutteringsudfordringer. De overvejer en 4 dages arbejdsuge for at være blandt de mest attraktive arbejdspladser. Samtidig ønsker de at skabe tilknytning til arbejdspladsen i en længere periode”, siger hun.

Øget interesse for 4 dages arbejdsuge  

Interessen for en 4 dages arbejdsuge er stigende blandt danske virksomheder. De seneste 2 år er antallet steget fra 3 til 60 virksomheder med en 4 dages arbejdsuge på 32 timer. Flere virksomheder har også implementeret en 4 dages arbejdsuge på 37 timer, fortæller Pernille Garde Abildgaard.

”I starten var det IT-virksomhederne, der gik forrest. Nu er det alle typer virksomheder. Jeg ser i stigende grad kreative virksomheder som reklamebureauer, designbureauer, og arkitektfirmaer gå den vej. Gode idéer opstår mange steder, fx når du går tur i skoven. Derfor ønsker virksomhederne at skabe bedre vilkår for kreativ tænkning”, siger hun.    

I udlandet ses også en øget interesse for 4 dages arbejdsuge.

Et større islandsk forsøg med 4 dages arbejdsuge blandt 2.500 ansatte i den offentlige sektor fra 2015 til 2019 gav et stort løft i det psykiske arbejdsmiljø – uden at det kostede på produktiviteten. Og i Storbritannien tester 70 virksomheder og 3.300 medarbejdere 4 dages arbejdsuge af i 6 måneder – foreløbig med gode resultater. Bag forsøget står organisationen 4 Day Week Global, tænketanken Autonomy, og forskere fra bl.a. Cambridge- og Oxford Universitet. Læs mere om 4 day work week UK trial på CNN Business

Fordelene ved en 4 dages arbejdsuge

En 4 dages arbejdsuge kan øge trivsel, produktivitet, engagement, innovation og tiltrækning af de bedste talenter. Ifølge 4 Day Week Global’s undersøgelser er 78% af medarbejdere med en 4 dages arbejdsuge gladere og mindre stressede.

”Når vi indfører en 4 dages arbejdsuge, opnår vi en markant produktivitetsforøgelse. Vi når ikke bare det samme. Vi når mere på 4 dage end på 5. Samtidig stiger trivslen, arbejdsglæden og det mentale overskud. Det er en arbejdsmodel, der både tilgodeser arbejdsgiver og arbejdstager. Derfor er den så virkningsfuld”, siger Pernille Garde Abildgaard.

Hun mener også, at medarbejdere har nye krav til arbejdspladserne:

”Folk i dag tager ikke bare et job for at få et job. Jobbet skal give mening. I post-coronatiden er der også kommet krav til højere fleksibilitet”.

Hvordan organiseres en 4 dages arbejdsuge?

Når man skal nå 5 dages arbejde på 4 dage, er man nødt til at effektivisere arbejdet og skære spildtid væk.

Der er mange måder at organisere en 4 dages arbejdsuge på. Ifølge Pernille Garde Abildgaard, afhænger metoden af virksomheden.  

”One size fits none. Men der er nogle ting der går igen næsten alle steder, bl.a. fordybelse. Hvis man minimerer forstyrrelser, skaber det bedre arbejdsvilkår for hjernen”.

Sådan er det også i nogle af de danske virksomheder, der har indført 4 dages arbejdsuge.

I Kerteminde Kommune har de indført fordybelsestid to timer om dagen fra kl. 8-10, hvor mobiltelefoner er slukket og medarbejderne ikke må forstyrre hinanden. Læs mere i Fyens Stiftstidende om 4 dages arbejdsuge i Kerteminde Kommune.

I Amnesty International har de indført nogle regler for, hvordan man går på arbejde. Heriblandt kortere møder, en ugentlig hjemmearbejdsdag og ”samstemt arbejdstid”, som er nogle tidsrum, hvor alle medarbejdere er på arbejdspladsen. Læs mere på TV2 Lorry om 4 dages arbejdsuge i Amnesty International.  

Pernille Garde Abildgaard mener at en 4 dages arbejdsuge kun kan lykkes, hvis der sker en produktivitetsforøgelse, som medarbejderne skaber i fællesskab:  

”En 4 dages arbejdsuge er en gave vi giver hinanden. På den måde arbejder vi alle sammen mod et fælles mål. Et mål om at nå vores arbejde på kortere tid. Dog er 4 dages arbejdsuge ikke en løsning for alle virksomheder. Men min vurdering er, at det bliver en af de ting vi ser på fremtidens arbejdsmarked, da der er markante fordele ved det”, afslutter hun.

Tre gode råd

Pernille Garde Abildgaard kommer med tre råd til virksomheder, der overvejer en 4 dages arbejdsuge:

  1. Søg input internt i virksomheden

    Som leder, kan du spørge dine medarbejdere, hvad de siger til en 4 dages arbejdsuge. Kan de se det ske?

    Som medarbejder, kan du tale med dine kolleger om det. Hvordan kan jeres arbejdsmodel se ud? Den kan også bestå af en fridag hver 2. eller hver 4. fredag. Tal derefter med jeres chef om det.

  2. Søg inspiration fra andre

    Følg Pernille Garde Abildgaard på LinkedIn, hvor hun kommer med gode cases og indlæg om 4 dages arbejdsuge. Fx med 6 gode råd om, hvad man skal afklare, inden man skærer en arbejdsdag væk. 

    Du kan også finde inspiration i Pernilles bøger: ”Manden der knuste kalenderen” og ”Brænd Hamsterhjulet”. Læs mere på pernillegarde.com

    Eller læs om andre virksomheder, som har succes med 4 dages arbejdsuge, fx: IIH Nordic som i 2017 indførte en 4 dages arbejdsuge efter flere års arbejde med at ændre og optimere arbejdskultur og metoder i virksomheden. Læs mere om IIH Nordics koncept

  3. Tænk stort, start småt

    Start med at teste det i lille skala. Det kan være i en lille del af virksomheden, fx i en afdeling. Hvis det ikke fungerer, kan I gå tilbage til den tidligere model.