tjekliste til dit CV
Tjekliste til dit CV
Dit CV skal indeholde oplysninger om
Kontaktinfo
Dvs. navn, telefonnummer, e-mailadresse, postnummer og by. Du behøver ikke notere din gade/adresse. Den oplysning skal arbejdsgiveren først bruge, når du bliver ansat. Du behøver heller ikke oplyse din alder/fødselsdato.
Profilbillede
Knap 7 ud af 10 arbejdsgivere lægger mærke til et foto på CV’et. Et foto er dog ikke et krav. Flere større virksomheder frabeder sig fotos for at undgå bias i deres rekruttering. Men hvis du indsætter et profilbillede, så sørg for, at der er en lys, neutral baggrund (fx en hvid væg) og vær klædt, som du ville se ud til en jobsamtale ved den virksomhed, du søger hos.
Kompetencer
Du kan fremhæve de kompetencer, du vil sætte i spil i stillingen i din profiltekst og supplere med en sektion, der viser dine ‘kernekompetencer’ eller ‘særlige styrker’ i forhold til stillingen. Se hvordan i CA’s CV-skabeloner.
Erhvervserfaring
Hvis du ikke har så meget erfaring endnu, så anbefaler vi, at du kalder denne sektion af dit CV for ‘Erfaring’. På den måde kan du i denne sektion inkludere relevant erfaring fra frivilligt arbejde, praktik, virksomhedsprojekter, specialesamarbejde, o.lign. Du skriver blot din titel og derefter typen af samarbejde i parentes. Fx ‘Marketingansvarlig (frivillig)’ eller ‘HR assistent (praktik)’.
Uddannelse
Husk at beskrive, hvad uddannelsen gør dig i stand til og hvilke relevante fag (for stillingen), du fokuserer på. Du kan ikke gå ud fra, at en arbejdsgiver kender din uddannelse, og derfor må du beskrive relevant viden, færdigheder eller kompetencer, du får med fra den. Brug FOPA-modellen til at finde ud af hvilke du bør nævne.
Sprog
Nogle studerende tror, det er en selvfølge, at alle kan dansk og engelsk. Men det er det ikke – og derfor skal du inkludere, hvilke sprog du kan på dit CV. I denne artikel kan du læse mere om, hvordan du bør beskrive dine sprogkundskaber.
IT evner
Sørg for at indsætte relevante IT-kompetencer i dit CV. Særligt dem der efterspørges i stillingsopslaget. Vi anbefaler, at du beskriver dit niveau med ord frem for grafik. Midt i denne artikel kan du se hvordan.
Frivilligt arbejde eller Projektsamarbejde med virksomheder
Som nævnt ovenfor anbefaler vi, at du indsætter frivilligt og ulønnet arbejde under sektionen ‘Erfaring’ i dit CV. Men hvis du har rigeligt med relevant, lønnet, praktisk erfaring, så kan du, med en sektion som denne, fremhæve, at du også er aktiv som frivillig. Eller fremhæve projektsamarbejder du har haft med virksomheder under dit studie.Du kan nævne (men behøver ikke medtage):
Referencer
Du behøver ikke indsætte kontaktoplysninger på referencer i dit CV. Skriv i stedet ‘Haves og kan sendes eller medbringes til en samtale.’ Arbejdsgiveren ringer typisk først til referencer, efter de har haft dig til samtale.
Fritid
Du behøver ikke have et afsnit om din fritid. Hvis du vælger at indsætte denne sektion alligevel, så brug den til at fortælle om nogle sjove eller spændende interesser. Fx at du elsker at bage pandekager og gerne medbringer til kollegerne, at du går til klatring/spejder/roning eller træner op til at gå/cykle/løbe en lang rute, måske spiller du håndbold/fodbold på 10. år, kobler af med yoga eller bøger (du har fx lige læst [indsæt eksempel på en spændende bog]).
Drop afsnittet om fritid, hvis du (lige som alle andre) kan nævne, at den går med venner, familie, kæreste, Netflix, YouTube og sociale medier.
Og pas på: Hvis dit fritidsafsnit eller flere nuværende jobs i dit CV får det til at se ud som om, du har for travlt til at varetage det job, du søger (især hvis du søger praktik eller frivilligt arbejde). Så er det bedre at udelade det fra dit CV, selvom du sagtens kan klare det hele.
Kurser
Du må gerne indsætte en sektion med kurser, men du behøver ikke at have taget et kursus i fx Excel for at kunne sætte det på dit CV (under IT evner). Målestokken er: Hvis du kan løse en relevant opgave med de evner, du har, så indsæt det under IT evner. Har du taget andre kurser, der giver dig relevant erfaring i forhold til det job, du søger, så indsæt gerne disse i denne sektion i CV’et.
Her kan du hente CV-skabeloner, der viser, hvordan det hele kan se ud