Bortvist inden blækket var tørt på kontrakten
Blækket var knapt nok tørt på direktørkontrakten, før Claus blev bortvist på forkert grundlag. Først efter 2½ års juridisk tovtrækkeri fik han sine penge. Men uden CA Advokathjælp havde han næppe krævet sin ret.
Da headhunteren ringede om et job som administrerende direktør i en lille familieejet produktionsvirksomhed, blev Claus tiltrukket af potentialet i opgaven.
”Det virkede som et unikt tilbud, hvor jeg kom ind og fik lov til at sidde for bordenden og professionalisere virksomheden og tage den til det næste niveau”, siger Claus, der efter en grundig ansættelsesproces startede i jobbet.
Ejerne kunne ikke give slip
Det viste sig dog hurtigt, at ejerne alligevel ikke var klar til at få en administrerende direktør.
”Ejerne fortsatte med at arbejde i virksomheden, og var inde over alt. De havde svært ved at give slip på ledelsen, og havde en anden opfattelse af, hvad en administrerende direktør skulle lave, end det der var aftalt. Da det kom til stykket, var det mere en driftschef de havde brug for”, fortæller Claus.
Der gik en måneds tid, og så tog Claus fat om nældens rod og spurgte ejerne, om det ikke var bedre, at de fandt en fælles mindelig løsning, når nu de hellere ville noget andet.
Det var de ikke interesseret i og derefter blev stemningen kun dårligere.
Bortvist pga mails
Tonen blev meget skarp og personlig i de mails de sendte til ham. Og han sendte nogle af dem videre til sin private mail, for at kunne dokumentere det, hvis ansættelsesforholdet gik i hårdknude.
Efter to måneders ansættelse brast ballonen – med de videresendte mails som anledning. Claus blev nemlig bortvist i maj 2018 for at have fremsendt fortrolig information til sig selv.
”De havde været inde og tjekke mine mails, men der var ikke noget, der havde snert af forretningshemmeligheder. Det lugter jo lidt af, at man skal finde et eller andet, fordi man vil tilbage til at styre virksomheden selv. Men det skal jo ikke gå ud over mig. Vi havde aftalt nogle forhold, og det skal man jo honorere”, siger Claus.
CA Advokathjælp hjalp med sagen
Med bortvisningen stod Claus med håret i postkassen og kunne kun få den løn han havde krav på, hvis han anlagde sag mod virksomheden.
Heldigvis var han medlem af CA Advokathjælp, der hjælper medlemmerne med juridisk hjælp i ansættelsessager og dækker advokatudgifter, hvis det kommer til en retssag.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg havde kunnet overskue at føre sagen, hvis jeg havde været alene om det, hverken økonomisk eller mentalt. Men Steen Marslew fra CA Advokathjælp blev sat på sagen og han har fulgt mig hele vejen igennem”, siger Claus.
Modpartens advokat ville ikke forhandle, så Steen Marslew satte hårdt mod hårdt og stævnede virksomheden for uberettiget bortvisning.
”For at kunne bortvise, kræver det, at den ansatte har misligholdt ansættelsesforholdet groft. Så hvis man vil bortvise for at have videresendt mails til sig selv, skal der have været en meget klar instruks om, at det må man ikke – og det var slet ikke tilfældet her”, siger advokat Steen Marslew.
Ting tager tid i retssager
Men selvom Claus havde en god sag, måtte han vente længe på at få ret. På grund af ventetid i retssystemet og sygdom hos modparten kom sagen først til hovedforhandling i byretten i december 2019 – mere end 1½ år efter bortvisningen.
Claus vandt sagen i byretten og fik tilkendt erstatning for uberettiget bortvisning, hvilket svarer til løn i opsigelsesperioden.
Alligevel valgte virksomheden at anke sagen til landsretten.
”Jeg ved ikke, om de tænkte, at de kunne køre mig træt. Jeg kender jo ikke retssystemet og hvordan tingene fungerer. Men Steen rådgav mig hele vejen og han bekræftede mig også i, at jeg havde en god sag”, fortæller Claus.Igen var der ventetid i retten – blandt andet pga corona - så sagen blev først berammet til behandling i februar 2021.
Skønt at få sagen ud af baghovedet
Men kort før retsforhandlingen fik virksomheden kolde fødder og inviterede til forligsforhandling.
”Steen forhandlede på mine vegne, og efter et par ugers forhandling blev sagen forligt med en – som Steen siger - meget tilfredsstillende forligssum til mig. Jeg gav køb på en lille ting, man skal jo altid give lidt, men endte med, hvad der var rimeligt og fornuftigt”, siger Claus.
Men hvorfor overhovedet indgå forlig, når sagen endelig skulle for landsretten efter 2½ år, og advokaten mente, at han havde en god sag?
”Der er 3 dommere i Landsretten, mod 1 dommer i byretten. Det kunne jo godt være at de havde en anden holdning til tingene. Så der var en lille risiko for at vi kunne have tabt sagen. Så hellere få lukket sagen og komme videre”, siger Claus.
”Den sag har jo hængt over hovedet på mig i 2½ år. I starten var det selvfølgelig mest kritisk at lønnen ikke kom og man ikke har noget job. Men selvom jeg så kom i job igen, lå sagen stadig i baghovedet. Jeg følte mig uretmæssigt behandlet. Men nu er sagen endelig slut med et godt udkomme”.
Gennem hele forløbet har Claus kunnet trække på Steen Marslew’s juridiske ekspertise.
”Steen bistod mig i forhandlingen både ved bortvisningen og undervejs i sagen. I byretten, hvor vi vandt sagen, var han meget overbevisende. Og det var også ham, der forhandlede forliget på plads. Så Steen har et stort lod i, at det endte godt”, siger Claus.
CA Advokathjælp gjorde det økonomisk muligt at føre sagen
Med forliget blev det også aftalt, at modparten betalte en del af CA Advokathjælps omkostninger til advokaten.
Claus havde allerede ved dommen i byretten tilkendt 77.000 kroner + moms til CA Advokathjælps omkostninger til Steen Marslew. Men efter virksomhedens anke og forligsforhandlinger endte advokathjælpens forbrug af advokattimer på 120.000 kroner + moms.
Den største del af udgiften ender hos modparten, og en mindre del hos CA Advokathjælp, mens Claus' eneste udgift har været de 55,- kr. om måneden, som han har betalt for at være medlem af CA Advokathjælp.
”Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde haft CA Advokathjælp. Jeg havde nok tænkt mig om en ekstra gang, om jeg ville føre sagen, hvis jeg selv havde risikeret at hænge på regningen. Jeg er glad for at jeg ikke skulle have de overvejelser”, siger Claus.
Det hjælper at flashe advokat-kortet
Denne sag er desværre ikke enestående. 40% af arbejdet hos CA Advokathjælp går med sager om opsigelser. Det kan handle om forkerte opsigelsesvarsler, tvister om løn og bonus, konkurrenceklausuler, eller som i Claus’ sag om en bortvisning.
Langt fra alle sager ender dog i retten. I de fleste tilfælde kan sagen løses med en henvendelse til virksomheden fra CA Advokathjælp.
”Mange gange er der blot tale om en fejl eller uopmærksomhed fra virksomhedens side. I andre tilfælde har de måske tænkt ’går den, så går den’. Men de retter som regel ind, når vi flasher advokat-kortet og de finder ud af, at vi kan køre sagen gennem alle instanser uden at det koster vores klient andet end 55,- kr. om måneden”, slutter advokat Steen Marslew.
Claus har i flere tilfælde også brugt CA Advokathjælp til at få læst ansættelseskontrakter igennem, når han startede i nyt job.
”Det er altid en god ide, at få os til tjekke ansættelseskontrakten. Det gælder for almindeligt ansatte, men det gælder især for direktører, hvor man ikke kan falde tilbage på de minimumsregler for ansættelsen som fx funktionærer er sikret i funktionærloven”, siger advokat Steen Marslew fra CA Advokathjælp.
Når CA Advokathjælp gennemgår en kontrakt, handler det ikke kun om at finde fejl. Det handler også om, at pege på de steder, hvor der kan fås bedre vilkår, end den standardkontrakt de ofte får stukket ud.
Her er 3 ting i kontrakten, som du skal være opmærksom på:
Få mere ferie
Ferieloven giver dig ret til 5 ugers ferie, og du optjener 2,08 dages ferie med løn for hver måned du er ansat.
I mange overenskomster er der ret til fx en 6. ferieuge eller endda en 7. ferieuge med feriefridage. Men hvis du ikke er omfattet af det, kan det være en oplagt mulighed at forhandle dig til flere feriefridage.
Prøvetid og opsigelsesvarsler
I mange tilfælde ønsker arbejdsgiver at aftale, at der er en prøvetid på tre måneder. I prøvetiden kan du opsiges med 14 dages varsel. Men du kan fx forhandle dig til, at der ikke skal være prøvetid, men at du fra starten har et almindeligt opsigelsesvarsel på 3 måneder.
Konkurrence- og kundeklausuler
Der er bestemte krav, der skal være opfyldt for at en klausul er gyldig. Hvis klausulen ikke er gyldig, gælder den ikke for dig. Det kan være en fordel for dig, hvis du helst vil være fri for en klausul. Hvis du hellere vil have en gyldig kundeklausul, bør du gøre arbejdsgiveren opmærksom på det. Det kan også være en god ide at få skåret klausulen til, så den kun dækker det, der er relevant.
Advokathjælp for kun 55,- kr. om måneden
CA Advokathjælp yder professionel hjælp om kontrakter, klausuler, opsigelser og andre ansættelsesforhold.
CA Advokathjælp koster kun 55,- kr./md. for lønmodtagere og er gratis for studiemedlemmer.