swipegesture

Tjek de 20 mest efterspurgte faglige kompetencer i et studiejob

Har du styr på hvilke faglige kompetencer, der er gode at have på dit CV, når du søger studierelevant arbejde?

Artikel
af Carina Fogsgaard Christiansen

Når man ikke har skrevet et CV som akademiker før, så kan det være svært at vide, hvad man bør sikre sig at have på det, for at være mest attraktiv i arbejdsgivernes øjne.

Derfor kan en liste over de mest efterspurgte faglige kompetencer i stillingsopslag for dit næste studiejob være god at læne sig op ad. Den kan du se længere nede i artiklen.

Men det er ikke nok bare at nævne kompetencerne, du skal også kunne uddybe de eftertragtede faglige kompetencer i dit CV for at overbevise arbejdsgiveren om at du har de evner, de søger.

Du skal kunne kommunikere og formidle på dansk og engelsk

De mest eftersøgte faglige kompetencer i 2021-2023 handler om evner inden for kommunikation og sprog. Derfor er det vigtigt, at du har en sektion på dit CV om dit niveau inden for sprog.

Det er dog ikke nok at vise at du er 95% på en “process bar” eller fem farvede prikker til fx engelsk.

Afhængig af hvor vigtige de sproglige kompetencer er for stillingen, jo mere bør du uddybe dem.

Som minimum bør du supplere din grafik (processbar eller prikker) med en beskrivelse af dit sproglige niveau, fx med disse ord:

  • avanceret, forhandlingsniveau, flydende,
  • middel niveau, samtaleniveau,
  • forståelse, grundlæggende niveau, begynder

Hvis stillingen vægter det sproglige meget højt, så kan det være en fordel at uddybe endnu mere, fx sådan her:

Sprog

Forståelse

Skrift

Tale

engelsk

avanceret

middel

begynder


Forsøg at beskrive dit niveau med ord frem for at bruge bogstav-niveau. På dansk ville A fx være det højeste niveau, mens A på det europæiske “language passport” er det laveste niveau (og C er det højeste).

Så for at undgå misforståelser er det bedre at beskrive sit sproglige niveau med ord.

Jeg har talt med studerende, der ikke har sat sprog på deres CV, fordi de mente at “alle kan dansk og engelsk”.

Det kan meget vel være. Men det ændrer ikke på, at rekrutteringspersoner og ledere er mennesker – og det går lynhurtigt, når de skimmer et CV.

Det giver læseren af dit CV en god fornemmelse, hvis han eller hun kan sætte flueben ved, at du har det niveau af sprog, som de søger.

Så husk: Lad aldrig din læser gætte eller antage, hvad du kan. Vis det. Tydeligt.

Giv dem mulighed for at sige “tjek” så mange gange som muligt i dit CV (ud fra det de efterspørger i stillingsopslaget).

Uddyb dine IT-kompetencer

“Excel” og IT ligger begge i top 10 på både den danske og den engelske liste.

Disse kompetencer kan du samle under sektionen IT på dit CV – især, hvis du er ny i din karriere.

Så hvis arbejdsgiveren efterspørger, at du kan noget med Excel, så sørg for at ordet “Excel” fremstår under dine IT-kompetencer – og beskriv dit niveau. Fx sådan her:

  • superbruger
  • daglig bruger/øvet
  • bruger
  • begynder
  • kendskab

Din kompetence er ikke tydelig nok, hvis du kun skriver “Office pakken”.

Og nej, du behøver ikke have et diplom på, at du kan Excel, Canva eller SEO for at du kan sætte det på dit CV. Jeg har aldrig hørt nogen virksomhed efterspørge et diplom på excel-evner fra en nyuddannet.

Det vigtigste er, at du kan skabe resultater med de evner du har.

Husk på at give arbejdsgiveren mulighed for at sige “tjek”, så mange gange som muligt, når han/hun læser dit CV.

I det hele taget er det godt at uddybe dit niveau på de forskellige kompetenceområder.

Hvis det fx er kompetencen 'marketing' eller SoMe, så nævn de marketing/SoMe-relaterede værktøjer, som du mestrer, fx:

  • Facebook (evt. Facebook Business Manager)
  • Instagram (evt. Annoncering)
  • Snapchat
  • TikTok
  • LinkedIn
  • YouTube
  • Canva
  • Fotografering/Video
  • InDesign
  • Photoshop
  • Google Ads
  • Mailchimp
  • WordPress
  • SEO
  • Influencers (samarbejder)
  • Osv.

Sæt de værktøjer på listen som du evner og som virksomheden efterspørger i stillingsopslaget – eller som du selv kan forestille dig, ville være smarte at have i din værktøjskasse til den stilling, du søger.

Eftertragtede akademiske evner – som du måske allerede har

Mange stillinger som bestrides af akademikere indebærer planlægning og koordinering eller evnen til at foretage analyser af data og formidle resultater, hvilket også kræver præsentationsteknik.

Det er godt for dig at vide, for alle disse evner er enten nogle du allerede har – for du har haft mulighed for at øve dem gennem dit virke som studerende, især når du har samarbejdet med andre studerende.

Du behøver selvfølgelig ikke at arbejde i grupper hele tiden. Gruppearbejde kan også være at mødes og aftale og fordele opgaver, løse opgaverne hver for sig, for så at mødes og dele hinandens læring og resultater. Man behøver ikke at sidde fysisk sammen hele tiden, bare fordi man arbejder i gruppe sammen.

Derved kan du lære nogle af de allermest efterspurgte kompetencer, der søges til studiejobs, som fx:

Personlige kompetencer

  • Evnen til at arbejde selvstændigt
  • Evnen til at samarbejde
  • Evnen til at arbejde struktureret/effektivt

Faglige kompetencer

  • Evnen til at kommunikere, formidle (og argumentere for sine resultater)
  • Engelsk og dansk på højt niveau
  • Koordinere og planlægge mødetider og opgavefordeling
  • Bedre analytiske evner (når du lytter til, hvad andre også tænker)

Prøv at researche lidt på Jobindex’s jobarkiv og find ud af, hvilke kompetencer der specifikt efterspørges på den type stillinger, du finder interessant og tænk over, om du måske allerede har øvet nogen af dem i din studietid, enten alene eller når du har samarbejdet med andre studerende.

På den måde kan du referere til erfaring fra dit studie, hvis du ikke synes du har relevant erfaring fra dine studiejob.

De 20 mest eftersøgte faglige kompetencer til studiejobs i 2021-2023

Nr.

Faglig kompetence

Total

Professional competences

Total

1

Kommunikere

3739

English

409

2

Engelsk

3064

Communication

216

3

Dansk

3041

Danish

168

4

Excel

1792

Stakeholders

139

5

Formidle

1605

IT

120

6

Planlægning

1494

Project Management

97

7

IT

1363

Marketing

93

8

Analyser

1176

Communication skills

91

9

Udvikling

1138

Excel

80

10

Koordinering

1103

Analytic skills

76

11

Sociale medier

1059

Development

61

12

Analytiske evner 936 Agile 60

13

Rådgivning 927 Design 52

14

Administration 810 Stakeholder management

52

15

Office-pakken 785 Training 46

16

Vedligeholdelse 723 Networking 45

17

Projektledelse 711 Reporting 44

18

Økonomi 655 Strategy 42

19

Rapportering 620 Powerpoint 41

20

Data

607

Planer

39

Kilde: Tembi Labour Intelligence tool (d. 31. juli 2023), trækker data fra Jobindex arkiv af stillingsannoncer.

Søgt på: Uddannelser: studerende, marketing, økonomi, jurist, samfundsvidenskabelig uddannelse, HR, kommunikation, IT


Fritekst: studiejob OR student assistant OR studentermedhjælp