swipegesture

Stop op og tag en ting ad gangen

Vi lever i en verden, hvor alt går hurtigt og vi hele tiden får nye opgaver og nye ting tikker ind i tide og utide. Vi flytter fokus fra det ene til det andet. I stedet bør vi fordybe os i en opgave af gangen.

Artikel
af Ole Strand

Det er svært at holde fokus i en verden, som bombarderer os med nye informationer og indtryk hele tiden.

”Hvis vi spoler tiden tilbage bare 5 eller 10 år tilbage, så var mediebilledet og tempoet lavere. Vi levede i en tid, hvor vi kunne koncentrere os om én opgave ad gangen. Det er meget svært i dag, for der kommer hele tiden nye opgaver, og de haster alle sammen”, siger Gitte Schoppe, der er karriererådgiver i CA.

Opskruede forventninger om hurtige svar

Hele forventningen om, at det skal gå så hurtigt, er vi selv med til at skabe sammen med vores chefer og kolleger.

”Internettet har vænnet os til, at man altid kan få svar med det samme. Og det smitter af på vores forventninger til hinanden. Når dine kolleger sender dig en besked, så forventer de et svar prompte. Det gør vi alle. Vi er vant til, at der ikke er nogen responstid”, siger Gitte Schoppe.

”Vi har vænnet os til, at vi lader os forstyrre, når noget nyt tikker ind. Vi flytter fokus fra opgave til opgave hele tiden, og det dræner os for energi, når der aldrig rigtig er tid til at fordybe sig”, siger hun.

Multitasking er ikke effektivt

Det er et problem, for vi er bedre til at løse en opgave, når vi fordyber os og bruger fokuseret tid til at løse opgaven, fortæller Gitte Schoppe:

”Vi har øvet os i mange år på at multitaske. Det har været meget moderne, men efterhånden har man fundet ud af, at det ikke er den måde, du arbejder mest effektivt på”, siger hun.

”Når du multitasker, så mister du dit overblik, du mister din koncentration, du mister evnen til fordybelse, hvorimod når du kun løser en ting ad gangen. Så er du mere i ro og balance med dig selv. Du har nærvær, opmærksomhed og fokus på lige netop den opgave, du er i”.

Få tid til fordybelse i en travl hverdag

Hvis du vil have tid til at fordybe dig og koncentrere dig om én ting., så gælder det om at prioritere og vælge til og fra, fortæller Gitte Schoppe.

”Når det hele kommer i en lind strøm medier, ting og sager fra højre og Venstre, så bliver alt lige vigtigt eller lige lidt vigtigt, så du er nødt til at lukke ned for nogle af kanalerne”, siger Gitte Schoppe.

5 gode råd til mere fokus og fordybelse

Gitte Schoppe har 5 gode råd til, hvordan du får mere fokus og tid til fordybelse

1. Tjek kun mails på bestemte tider

Lad være med at tjekke mailen hele tiden. Slå mail-notifikationer fra, så du ikke bliver forstyrret.

Nøjes med at tjekke mailen på bestemte tidspunkter på dagen, fx når du alligevel holder pause fra dit arbejde.

2. Sæt tid af i kalenderen og hold dig til opgaven

Skal du lave en opgave onsdag formiddag, så sæt tid af til den i kalenderen, og hold aftalen med dig selv. Hold fokus på opgaven og begynd ikke på overspringshandlinger.

3. Sæt grænser

Lær at sætte grænser for kollegerne. Fortæl kollegerne, at der er fordybelsestid, så de ikke forstyrrer dig dér. Ved at informere dine kolleger om dine fordybelsestider og bruge synlige signaler som at lukke døren eller placere et optaget-skilt på dit skrivebord, mindsker du chancerne for uventede afbrydelser.

4. Aftal fælles tid til fordybelse i teamet  

Det er ikke alle steder, hvor det kan lade sig gøre. Men prøv at aftale bestemte tider på dagen eller i løbet af ugen, hvor I ikke må forstyrres, og hvor der ikke må lægges møder. Fx 1½ time hver eller hver anden formiddag.  

5. Hold pauser mellem opgaverne

Når du er færdig med en opgave, så hold en pause, inden du går i gang med den næste. Rejs dig fra skrivebordet og hent en kop kaffe eller få lidt frisk luft.

Giv hjernen en pause, inden den skal i gang igen. Det giver dig mulighed for at vende tilbage til den næste opgave med ny energi og koncentration.

Denne artikel er baseret på podcast-episoden 'Det haster alt sammen - stop op og tag en ting ad gangen'.

Her kan du høre alle episoder fra CA's podcast Det gode arbejdsliv