Sådan får du succes med din jobsøgning som senior
Mange ledige seniorer oplever, at det er svært, hvis ikke umuligt, at komme i job, når fødselsattesten siger 50+. Alligevel kommer de fleste seniorer i job lige så hurtigt som andre ledige, når blot de søger målrettet og fokuserer på deres seniorstyrker.
CA’s karriererådgivere møder ofte ledige medlemmer over 50 år, der er bekymrede for, om deres alder står i vejen for et nyt job.
Den bekymring står de ikke alene med. 45% af alle ledige over 50 år har oplevet aldersdiskrimination, når de søger job. Det viser en rapport fra det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø fra maj 2023.
Alligevel er de 50-59-årige ikke ledige i længere tid end yngre aldersgrupper. Det er først, når man har rundet 60 år, at det tager længere tid at komme tilbage i job. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd fra januar 2023.
Der er altså ingen grund til at opgive jobsøgningen på forhånd på grund årstallet på din fødselsattest.
Men du er nødt til være opmærksom på, at for nogle arbejdsgivere er din alder en udfordring.
Derfor skal du gøre dig ekstra umage med at italesætte de fordele, der er ved at ansætte en erfaren senior.
”Der er ingen grund til ikke at ansætte ældre mennesker. I realiteten bliver vi jo meget bedre til mange ting i løbet af livet – også til at være mere fleksible, når vi når op i alderen. Men der er nogle kedelige fordomme om ældre, som gør, at det i den alder kan være svært at finde nyt arbejde,” fortæller karriererådgiver i CA, Troels Seerup.
Han ærgrer sig over, at der ikke er plads til mere aldersdiversitet på arbejdspladserne:
”Der er mange undersøgelser, der viser, at arbejdspladser med større aldersdiversitet giver højere produktivitet og bedre trivsel. Samtidig viser forskning, at når du er mere erfaren, bliver du bedre til at håndtere pressede situationer, fordi du er bedre til at skabe overblik og træffe den rette beslutning,” siger Troels Seerup.
Heldigvis lykkes det for mange at få et job, også dem, der er fyldt 60 år – og det er ifølge Troels Seerup, fordi de gør noget særligt. Det dur nemlig ikke at rende rundt med et CV fra 1998 eller en ansøgning, der sigter i syv retninger. Det gælder om at være målrettet, klar i spyttet og gøre opmærksom på fordelene ved ar ansætte en senior.
12 gode råd til jobsøgningen, når du er 50+
1. Afklar dine værdier
Efter mange år på arbejdsmarkedet er det en fordel, at du har prøvet mange forskellige ting. Men det kan også gøre det svært at målrette din jobsøgning – og den skal for alt i verden være ekstremt målrettet.
Hvis du ikke allerede nu har 100% styr på dine værdier, så stil dig selv nogle spørgsmål om, hvad der er vigtigt for dig i et job, inden du går i gang.
Vil du fortsætte som leder? Vil du arbejde strategisk? Eller operationelt? Er du i den rigtige branche? Og er du specialist? Eller generalist?
Når du ved, hvad der er vigtigt for dig i dit næste job, kan du meget nemmere beskrive din motivation.
2. Sender du ansøgninger eller søger du job?
Det kan være fristende at fortsætte i samme spor som altid - med automatpiloten på. Søge de stillinger, som du altid har haft, eller tror, at du kan få.
Men måske er det netop nu, at du skal tage stilling til, hvad du egentlig vil med dit arbejdsliv – og lade det skinne igennem i din ansøgning. Hvem ønsker en medarbejder, der ikke kan beskrive, hvad han eller hun vil, og hvorfor de vil det?
Du skal italesætte dét, du vil, i din ansøgning, og bruge din energi på de stillinger, der giver mening for dig. Husk, at det altid er bedre at søge kvalitativt end kvantitativt. Jo mere du målretter din ansøgning, jo nærmere kommer du målet.
3. Ændr dit mindset
Vær åben og nysgerrig. Det kommer du længst med, også når du søger job. Nogle ældre kan være ekstremt lukkede over for nye idéer og inspiration, hvorimod den yngre generation bare gør det, når de præsenteres for nye metoder eller redskaber.
Du får ikke noget ud af at tro på, at virksomheder ikke ansætter ældre kandidater. Det giver dig ikke et job, vel? Du er nødt til at tage ansvar. Du kan ikke ændre på en arbejdsgivers mindset, men du kan ændre på dit eget og selv beslutte, at du vil være åben over for verden.
4. Renover din ansøgning og dit CV
Hvis du ikke har søgt job i mange år (og heller ikke har opdateret dit CV siden da), er det en god idé at gå dit ansøgningsmateriale igennem og opdatere det.
Der er sket meget med rekrutteringsmaterialet gennem årene.
Dit CV skal være kort, overskueligt og målrettet. Indled med en kort profiltekst, der præsenterer dine mest relevante kompetencer i forhold til det specifikke job.
Det er vigtigt, at din ansøgning er målrettet og motiveret. Den skal tage udgangspunkt i de udfordringer og behov, arbejdspladsen har. Fortæl dem, hvordan du kan løse udfordringerne og opfylde deres behov. Vis, at du forstår jobbets indhold, og hvordan du vil løfte opgaverne.
5. Lav en one-pager
Lav en one-pager, en enkelt side, der giver et helhedsbillede af dig. Ikke noget med at uddybe uddannelsesniveau, erhvervserfaring eller gamle anekdoter.
Måske er du heldig, at du rammer spot on i forhold til den kandidat, arbejdsgiveren mangler. Og så læser de jo gerne videre. På din one-pager får de et hurtigt overblik over, hvem du er som kandidat.
Husk, at du ikke skal sende en redegørelse til rigsrevisionen, men et salgsdokument, der sælger dig.
6. Glem ikke al din seniorbonus
Glem ikke at spille på dine personlige kompetencer – din seniorbonus. Det er de seniorstyrker, som enhver nyuddannet drømmer om at kunne skrive på sit CV.
Du skal ikke lave en datatung liste, men brug 10-15 minutter på at spore dig ind på, hvem du er som person.
Din seniorbonus kan fx være: Erfaring, bevare overblikket, høj arbejdsmoral, stærke sociale kompetencer, stabilitet, loyalitet, kvalitetsbevidst. Disse kompetencer er mindst lige så værdifulde som dine faglige kompetencer i forbindelse med rekruttering.
7. Tænk over det grafiske look
Dine materialer skal være læsevenlige. I CV’et skal du sørge for en sigende headline under dit navn. Skriv en kort profiltekst om dig, dine kompetencer og de erfaringer, der gør, at du matcher det konkrete jobbet. Målret det, så det matcher, hver gang du søger et job. Det må ikke være teksttungt.
8. Vær ikke bange for at søge uopfordret
70-80% jobs er ikke opslåede. Det er er derfor en rigtig god idé at skrive uopfordrede ansøgninger og netværke. Hvis du søger uopfordret, kræver det, at du har et skarpt og målrettet CV, der viser, hvad du kan tilbyde.
Det er en god idé at bruge LinkedIn, så du får gjort opmærksom på, at du er derude og findes. Ellers bliver du bare overhalet. Sørg for at bruge de rigtige keywords i din headline, så virksomhederne kan finde dig, hvis de søger på din profil.
Det er også en god idé at følge relevante virksomheder og rekrutteringsbureauer på LinkedIn, så du kommer højere op på deres lister, når de søger efter kandidater.
9. Opsøg dit netværk
Med netværk kommer man længst – brug det! Deltag i netværksgrupper på LinkedIn inden for dit fag. Det er ofte her, at der bliver delt jobopslag.
Brug tid på kaffemøder. Du kan sagtens tage fat i folk, du ikke nødvendigvis kender, men som laver det, du gerne vil lave.
10. Gør dig synlig i verden
Udvælg de rekrutteringsbureauer, der arbejder inden for dit felt. På www.jobfisk.dk finder du en database over alle rekrutteringsbureauer i Danmark. Måske er det her, dit næste drømmejob venter.
11. Brug CA
Som CA-medlem kan du booke en karriererådgiver og få hjælp til din jobsøgning – herunder feedback på din ansøgning, CV og din LinkedIn-profil, når du søger job.
Hvis det er lang tiden siden, at du sidst har søgt job, er det en god idé at få sparring, fordi meget hele tiden ændrer sig inden for rekruttering.
12. Tro på dig selv
Det kan være ekstremt hårdt at søge job. Man bruger mange kræfter på det, og man kan miste troen på det undervejs, når et afslag dumper ind i mailbakken.
Men husk, at det ikke siger noget om dig som menneske, og at det er helt normalt at være uden arbejde i perioder. Det vigtigste er, at du tror på dig selv og tænker positivt om dig selv og dine egne evner – så skal det nok gå! Held & lykke!