swipegesture

Rasmus tog på udveksling i USA gennem EDU

Drømmer du om at komme på udveksling i løbet af din studietid? Hvis du vil ansøge på andre universiteter end dem, som dit studiested samarbejder med, kan du gøre det som ‘freemover’. Du kan fx få hjælp fra en organisation som EDU.

Artikel
af Af Frederik Tangaa

Drømmer du om at komme på udveksling i løbet af din studietid?

Mange studerende kommer ikke afsted, fordi det hele virker lidt overvældende, eller ikke har karaktererne til at komme ind på de universiteter som de vil gennem deres studiested.

Hvis du vil ansøge på andre universiteter end dem, som dit studiested samarbejder med kan du gøre det som ‘freemover’. Og her kan det være godt at få hjælp fra en organisation som EDU, der kan gøre processen lidt nemmere.

CA’s Marketingkoordinator Rasmus tog afsted som ‘freemover’ gennem EDU, og vi har nu spurgt lidt ind til, hvordan hans oplevelse var og hvilke gode råd han kan give videre.

Hej Rasmus! Fedt du har lyst til at fortælle lidt om dine oplevelser fra dit studieophold.

Selvfølgelig, jeg havde et fedt ophold, som jeg ellers ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde kendt til andre muligheder end “den normale form for udveksling”.

Altså at man kun kan vælge de universiteter, som ens skole har samarbejde med. Og det vil jeg gerne dele med andre studerende.

Først og fremmest, hvad var vigtigt for dig, da du skulle vælge, hvilket universitet du gerne ville læse på?

Jeg besluttede mig tidligt i processen for, at jeg gerne ville opleve den amerikanske tilgang til undervisning og studiemiljø. Dog skal det nævnes, at universitetets beliggenhed spillede en lille rolle i min endelige beslutning om, hvilket universitet det endte med.

Du tog afsted på et studieophold i udlandet, eller som det man kalder ”freemover”, og altså ikke på udveksling. Hvorfor valgte du at bruge EDU’s hjælp til det?

Jeg valgte at bruge EDU’s hjælp, da det gør hele processen mere overkommelig. Mange universiteter har vidt forskellige krav til de udenlandske studerende, hvorfor det var rart at EDU sørgede for at viderebringe de rette informationer.

Det var også utrolig beroligende at vide, at ansøgningprocessen var i gode hænder, så man kunne fokusere på sit eget studie.

Hvad gjorde, at dit valg faldt på netop California State University Northridge (CSUN)?

Jeg gjorde tidligt op med mig selv, hvad jeg ville have ud af mit udlandsophold, og der besluttede jeg mig for, at de faglige elementer skulle være udfordrende og spændende, hvorfor mit valg faldt på CSUN.

I bund og grund var det kombinationen af universitetets profil og dets fag, som gjorde udfaldet for mig.

Hvordan fik du finansieret dit ophold?

Når man rejser afsted som ”freemover” betaler man selv for at få lov til at læse på et universitet i udlandet.

Jeg finansierede mit udlandsophold gennem min opsparing, SU, udlandsstipendium og nogle legater.

Alle studerende har mulighed for at modtage et udlandsstipendium, hvilket kort sagt er de penge som dit eget universitet i Danmark modtager for at have dig indskrevet i et semester.

Pengene følger altså den studerende.

Når man søger legater, er det en god ide at starte med at tjekke lokale handelsforeninger, som udsteder legater. Jeg fik fx er legat fra handelsforeningen i min lille hjemby. De bliver ikke så ofte søgt, derfor kan der være gode penge at hente.

Men sørg for at forklare hvorfor legater kan gøre en forskel i forbindelse med dit ophold.

Hvad oplevede du som den største forandring ved at studere i USA fremfor Danmark?

Den største forandring ved at studere i USA er måden hvorpå man finder fag, som international studerende. Her skal man “crashe” fag, hvilket betyder, at man skal spørge underviseren om lov til at følge faget.

En anden stor forandring er at man er nødt til at performe kontinuerligt for at opnå en god karakter. Det skete fx gennem lyn-quizzes, midtvejseksamen og en endelig eksamen, som alle vægter lige meget.

Det betyder altså at man ikke bare kan “naile” den endelige eksamen, og kræver derfor at man er up-to-date med de faglige elementer.

Hvad har været det bedste ved dit ophold?

Det bedste ved mit ophold var hele oplevelsen af at bo i udlandet. Opholdet har også givet mig et internationalt netværk, som jeg kan drage nytte af senere i min karriere og mit privatliv.

Derudover har opholdet udfordret mig fagligt hvilket også har bidraget til en personlig udvikling for mig.

Jeg føler at udlandsopholdet har løftet mit faglige niveau og mine sproglige kompetencer. Jeg er også blevet mere opmærksom på de kulturelle forskelle, der findes mellem USA og Danmark.

Har du et par gode råd videre til andre, der overvejer et studieophold?

Jeg kan på det kraftigste opfordre andre studerende til at tage af sted!

Det er en oplevelse for livet, og du kommer helt sikkert ikke til at fortryde det. Du vil få et internationalt netværk, som kan komme dig til gode i resten af din karriere.