swipegesture

Har du talentet til at toppe i en intelligenstest?

Flere og flere jobsøgende bliver bedt om at tage IQ-test og logiske test. Men hvad er grundlaget for intelligenstest, og hvordan forbereder du dig på dem?

Artikel 7 Min.
af Lars Ulrik Jeppesen

Jeg bliver tit spurgt, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at bruge intelligenstest i forbindelse med ansættelser. Er det ikke bare en amerikansk tendens, som ikke rigtig siger noget? Og blot fordi man ikke topper på IQ i en intelligenstest, så kan man da sagtens få en god og spændende karriere - eller hvad?

IQ-test i rekruttering

I de senere år er intelligenstest og logiske test blevet brugt mere og mere i rekrutteringsprocessen. Du må derfor forvente, at der er en sandsynlighed for, at du får din IQ og logiske formåen testet, når du søger job.

Skalaer for IQ-test

Den amerikanske psykolog Howard Gardner opdelte i 1980’erne det moderne intelligensbegreb i syv former: Musisk, fysisk, logisk-matematisk, verbal (sproglig), spatial, interpersonel og intrapersonel. Men det er som regel disse tre former for intelligens, der anvendes i de fleste IQ-test på det danske marked og på verdensplan:

• Logisk-matematisk intelligens
• Verbal (sproglig) intelligens
• Spatial (diagramal) intelligens

Eksempler

Logisk-matematisk intelligens

1-12-52-365-24-60-...

Hvad skal det næste tal i rækken være?

Verbal intelligens

Hest-Delfin-Makrel-Gris-Hus-Rotte

Hvilket ord skiller sig ud?

Spatial (diagramal) intelligens

Hvilken figur mangler?

Hvordan træner du din intelligens, og hvad skal du være opmærksom på?

Der er ”IQ-points” at hente, hvis du træner din intelligens, så det er bare om at komme i gang! Der er flere muligheder for at øge dit fokus på at tænke i logiske og analytiske baner – der findes både hjemmesider og bøger med materialer. Jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til at score points, hvad enten det gælder IQ-test eller logiske test. 

Hvis du kan spotte forskellige mønstre eller tendenser i intelligenstest, kan det også hjælpe dig et godt stykke af vejen mod at præstere bedre i testene eller omtankeprøverne:

Logiske-matematiske intelligensopgaver

  • Øges eller aftager tallene kun lidt eller regelmæssigt, skyldes det nok en +/- faktor
  • Øges eller sænkes tallene meget, skal du ofte gange eller dividere med det samme tal
  • Øges tallene på uregelmæssig vis,adderes to forskellige tal muligvis, eller der kan være tale om skiftevis addition og multiplikation
  • Øges tallene regelmæssigt, men mere og mere eller mindre og mindre, er der måske tale om skiftevis + med tal, der selv er i en serie
  • Aftager tallene regelmæssigt, men mere og mere eller mindre og mindre, kan der være tale om skiftevis fratrækning af tal, der i sig selv danner en serie
  • Hvis rækken af tal både vokser og aftager, er der muligvis tale om skiftevis + og -, x og x eller + og/eller to sammenflettede serier

Verbale intelligensopgaver

Der findes ikke så mange huskeregler om den verbale intelligens. Det er dog min erfaring, at det generelt er godt at træne modsatte betydninger af ord, analoge betydninger (is svarer til vand, som sten svarer til lava) eller se sammenhænge i en klynge af ord.

Spatiale/diagramale intelligensopgaver

Fordelinger

  • Bruges der kun to eller tre forskellige figurer i skemaet?
  • Findes den samme figur eller del af en figur i alle felterne på en af de to diagonaler i skemaet?

Overlapninger

  • Får man den tanke, at dele af tegningen findes i flere figurer?
  • Finder man dele af en figur i en anden figur?
  • Er der tale om en simpel overlapning – beholder man kun de fælles streger eller kun de forskellige streger?
  • Gentages en geometrisk form?
  • Annulleres disse streger (eller pile osv.) når de bliver fuldendt? Skal de fuldendes?

Ændringer

  • Gentages en figur eller en del af en figur på en regelmæssig måde?
  • Gentages en figur, men med ændret størrelse eller farve?
  • Findes et bestemt element i alle figurerne, men i varierende antal – er der tale om en sammenlægning eller en fratrækning?

Samlinger

  • Genfinder man dele af en figur i andre figurer, men opstillet på en anden måde?
  • Er figuren resultatet af en samling af de to andre figurer i rækken eller kolonnen?

Vandret eller lodret

  • Såfremt du kan spore en lineær logik, er den oftest vandret eller lodret

Så til sidst…

  • Det er muligt at øge din effekt – og dermed dit resultat
  • Øv dig igen og igen – jo mere du træner dig i at tænke i bestemte logiske baner, jo bedre bliver du til at løse disse opgaver
  • Træn både talrækker, bogstavrækker, rebusser og labyrintspil, og øv dig i at gennemskue logikken i matricer.
  • Brug Mensas test igen og igen på mensa.dk

Jo mere du træner, jo bedre bliver du!

God trænings- og testlyst!