Fitness og faglig sparring gør Nanna klar til arbejdslivet
Graduate-programmet skaber en lettere overgang fra studieliv til arbejdsliv. Det oplever Cand.merc. Nanna Lan Pedersen fra it-virksomheden Atea.
Receptionen er forvandlet til en kaffebar med baristaer, der står klar til at lave din morgenlatte. Planter og designermøbler danner ramme om samtalekroge, hvor kollegaer holder pop-up-møder. Stemningen minder mere om et besøg på en café i indre by end et besøg i en international virksomhed i et industrikvarter lidt udenfor København.
Her har Nanna Lan Pedersen sin daglige gang, som Marketing Graduate. Hun er en ud af 18 graduates der startede på et 2-årigt graduate-program samtidigt. Inden da sad hun fordybet i specialet på CBS. Nu arbejder hun med marketingkampagner hos Atea.
En blød overgang fra studieliv til fuldtidsjob
Graduate-programmet har, for Nanna Lan Pedersen, skabt en blødere overgang fra studielivet på CBS til fuldtidsjobbet i erhvervslivet.
”Før jeg startede, frygtede jeg, at de forventede, at jeg kunne det hele på forhånd. Det er ikke helt realiteten. Der er stor forståelse for, at man lige er blevet færdig med at studere. I et graduate-program er der meget fokus på din læring”, fortæller hun.
Graduate-programmet har givet hende mulighed for at arbejde med forskellige fagområder. Hun har arbejdet et halvt år i Marketingafdelingen og nogle måneder i E-commerce-afdelingen. Det har blandt andet givet hende indblik i, hvad de forskellige afdelinger laver, og hvilke opgaver hun synes er spændende.
”Når man har taget en generalistuddannelse, kan det være svært at finde ud af, hvad man vil arbejde med som nyuddannet. Under et graduate-program får du mulighed for at prøve nogle ting af inden for kort tid. Hvis du fx har taget en uddannelse inden for marketing, kan du prøve at arbejde med salg, intern kommunikation eller HR”, siger hun.
Nanna Lan Pedersen oplever, at hun har haft en god overgang til arbejdslivet. Hun har en buddy, som hun kan sparre med, og er blevet grundigt introduceret til de forskellige afdelinger. Hun holder også løbende møder med sin chef, hvor de taler om, hvilke områder, hun synes, er spændende at arbejde med.
Fagligt og socialt netværk med de andre graduates
Nanna Lan Pedersen starter dagen med at træne i Ateas fitnesscenter, sammen med nogle de andre graduates, som hun har fået et fagligt og socialt netværk med.
I løbet af graduate-programmet er der mange sociale aktiviteter med de andre graduates - herunder netværksmøder, graduate-frokoster, kurser, besøg hos eksterne samarbejdspartnere og besøg på kontorer i udlandet.
”Man starter sammen med andre nyuddannede, der er det samme sted i livet som én selv, i en tilsvarende læringsproces og på det samme kompetenceniveau. Det giver et netværk af folk, man kan sparre med i forhold til overgangen fra studieliv til arbejdsliv. Det har givet mig rigtigt meget”, fortæller hun.
Nanna Lan Pedersen har engageret sig i festudvalget, hvor hun er med til at planlægge sommerfester og fredagsbarer. Hun har også valgt at deltage i Ateas bæredygtighedsprogram, hvor hun er blevet en af virksomhedens ambassadører for bæredygtighed. På den måde har hun lært flere kollegaer at kende på tværs af afdelinger.
3 gode råd hvis du vil være graduate
Nanna Lan Pedersen har tre gode råd til dig, der overvejer at søge et graduate-program.
1. Lav research og ansøg i god tid
Undersøg hvilke virksomheder, der tilbyder graduate-programmer, og hvilke du er interesseret i. Find derefter ud af, hvornår de starter deres rekrutteringsproces.
”Hvis man går efter en graduate-stilling, skal man være tidligt ude. Der er mange, der søger i november/december til graduate-programmer, der starter i september. Så man skal være hurtigt ude”, siger hun.
2. Sæt dig ind i virksomheden
Hvis du kender en, der er graduate, kan du spørge personen, hvordan det er at arbejde hos den pågældende virksomhed, og hvordan rekrutteringsprocessen foregår.
Nanna Lan Pedersen kendte selv en, der arbejdede i Atea, der fortalte hende om graduate-programmet.
3. Tilpas din ansøgning
Læs din ansøgningen igennem og tilpas den til det enkelte graduate-program. Husk at uddybe, hvad du kan bidrage med.
”Du kan fx tale med en karriererådgiver i CA for at få hjælp til at sætte ord på dine kompetencer og relatere dem til virksomheden”, siger Nanna Lan Pedersen.
Bonus-råd: Opbyg relevant erfaring med studiejob
Opbyg relevant erfaring under dit studie. Det kan fx være frivilligt arbejde. Nanna har selv været frivillig i flere studieorganisationer og i Røde Kors.
”Generelt tænkte jeg meget over, at de ekstra ting, jeg lavede ved siden af studiet, skulle give mening fremadrettet i min karriere. Jeg tænkte meget over at have et studiejob, at være en del af nogle organisationer på studiet og have et frivilligt job ved siden af. Også fordi det giver god erfaring. Hvis man har erfaring fra studiejobs og fra studieorganisationer, har man virkelig en god start på arbejdslivet”, afslutter Nanna Lan Pedersen.
Om Nanna
Nanna Lan Pedersen er Marketing Graduate hos Atea. Hun er ansat i Marketingafdelingen, men roterer løbende rundt i andre afdelinger.
Hun er BA i Interkulturel Markedskommunikation og Cand.merc.(kom) fra CBS.
Under studiet havde hun studiejobs i CA og hos Meyers. Hun arbejdede også frivilligt hos Røde Kors, i Det Kollektive Klædeskab og i flere studieorganisationer på CBS.