Få mere udvikling i jobbet
Hvordan udvikler du dig i jobbet? Og hvordan får du ansvar for nye projekter? Det, og meget mere, får du svar på her!
Hvordan udvikler du dig i jobbet? Og hvordan får du ansvar for nye projekter?
Vær proaktiv, hvor det er dig, der stiller krav til din udvikling og ikke udelukkende jobbet, der stiller krav til dig.
Mange måder at se på udvikling – lad din motivation være den afgørende faktor!
Dine erfaringer, dine prioriteter og din motivation hænger sammen og er med til at skabe din udvikling.
Her er nogle eksempler på, hvad der betyder noget og motiverer dig i jobbet:
- Trivsel i jobbet og i organisationen
- God relation til kolleger og chef
- Hvordan jeg bliver stadig bedre i mit job
- Nye områder jeg vil beskæftige mig med
- Strategisk arbejde med min kompetenceudvikling
- Projekter jeg gerne vil involveres i
- Mentoring/Coaching
Hvordan sikrer du trivsel i jobbet?
Trivsel i jobbet er sikkert meget forskelligt for mange forskellige personer, men spørg dig selv:
- Hvad må ikke være til stede i jobbet, som kan stå i vejen for min trivsel?
- Hvad skal der være til stede i jobbet, så jeg kan lide at være der?
- Dette krydrer vi i CA med en tredje dimension – hvordan ønsker du, at chef og kolleger bruger dig? hvordan vil du gerne bidrage til videndelingen i afdelingen og til dine kollegers udvikling?.
Og tag skridtet videre. Skriv det ned på dine egne ØV–HA–GI-lister:
- ØV = Det der er ØV, som du ikke ønsker skal fylde dit arbejdsliv
- HA = Det du gerne vil HAve i dit arbejdsliv. Kortlæg alle de ting, der gør dig glad i dit arbejde.
- GI = Det jeg gerne vil GIve videre til andre. Tag tingene fra din HA-liste og oversæt dem til, hvad du gerne vil give videre til andre.
Hvilke relationer ønsker du at have til din direkte leder og dine nærmeste kolleger?
Kommunikation og samarbejde på jobbet kan gå galt, hvis man ikke har fået afklaret gensidige forventninger til hinanden på disse områder.
Det bør derfor være oplagt at have dialogen med dig selv og derefter med din chef og dine kolleger om:
Samarbejde
Fremmer positivt samarbejde | Hæmmer positivt samarbejde |
Hvad skal der til for, at du trives i et samarbejde? | |
Hvad lægger du vægt på i et godt samarbejde? | Hvilke faktorer hæmmer din trivsel? |
Hvad vil du gerne bidrage med ift. din chef hhv. dine kolleger? | Hvad skal der til for, at du oplever et samarbejde som hæmmende for dit arbejde? |
Hvordan ønsker du, at din chef/dine kolleger vil bruge dig i deres samarbejde med dig? | Hvad er de typiske konsekvenser (for samarbejdet med andre), når du ikke bliver mødt på dine motivationsfaktorer? |
Hvad er dine typiske motivationsfaktorer, der bidrager til et godt samarbejde? |
Kommunikation
Ting i kommunikationen med dig, der virker positivt | Ting i kommunikationen med dig, der ikke virker positivt |
Hvordan skal man kommunikere bedst med dig? | |
Hvad skal andre lægge vægt på i kommunikationen med dig? | Hvordan kommunikerer man dårligst med dig? |
Hvad skal andre være opmærksomme på i kommunikationen med dig? | Hvad skal der IKKE være til stede i kommunikationen med/til dig? |
Hvordan bliver du bedre til dit arbejde?
Analysen af, hvad der skal til for at blive bedre i dit job, kan være at gå analytisk til værks og analysere de forskellige arbejdsopgaver, du skal arbejde med de første 6-12 måneder.
Tag snakken med chef og kolleger om:
- Hvad kan succeskriterierne være i de forskellige opgaver?
- Hvad skal karakterisere den succesfulde adfærd i opgaverne?
- Hvilke resultater må du forventes at præstere?
- Hvordan kan du forvente at få hjælp og af hvem?
- Hvad ser andre som dine styrker/udfordringer ift. opgaven?
- Hvad ser du selv som dine styrker/udfordringer ift. opgaven?
Hvilke nye områder vil du på sigt gerne beskæftige dig med?
Sidder du og keder dig i jobbet? Er der for meget rutine og for lidt nyt?
Hvis du gerne vil udvikle dig og have nye arbejdsopgaver eller ansvarsområder, er det oplagt, at tage snakken med din chef under den (eller de) årlige medarbejdersamtaler.
Men er der arbejdsområder, du gerne på sigt vil arbejde med, kan det også være en god ide, at tale med kolleger eller personer i dit netværk - eller dit netværks netværk - der allerede arbejder med disse opgaver. for at få en konkret viden om opgaverne og hvad de kræver - og for at finde ud af, om det er noget for dig.
Oplagte spørgsmål kunne være:
- Hvad går opgaverne ud på?
- Hvad er hans/hendes baggrund for at arbejde med opgaven, og hvad anvender han/hun sin baggrund til?
- Hvad er succesfuld adfærd i arbejdssituationen?
- Hvad har han/hun taget af efteruddannelse for at blive kvalificeret til at løse opgaven?
- Hvad er succeskriterierne for at løse arbejdsopgaven?
- Hvad er de største udfordringer ift. at løse opgaven?
- Hvad giver det personen at arbejde med arbejdsopgaven?
Strategisk arbejde med din kompetenceudvikling
Det kan også være en fordel for dig at arbejde strategisk i din planlægning af de kompetenceudviklings-tiltag, du skal igennem i din udvikling.
Derfor skal du spørge dig selv:
- Hvilke kompetencer skal jeg arbejde hen imod at udvikle?
- Hvor kvalificeret er jeg i dag til at løse arbejdsopgaven?
- Hvor vigtig er kompetencen ift. arbejdet med arbejdsopgaven?
Projekter du gerne vil involveres i
Du vil i din karriere med stor sandsynlighed blive involveret i flere eller mange tværgående projekter, som du kan forholde dig aktivt eller passivt til.
Du kan passe dine opgaver og sidde og vente på, at nogen kommer og spørger dig, om det ikke er noget for dig at blive involveret i Projekt-X eller Projekt-Y (den ’reaktive’ tilgang).
Du kan også være ’om dig’ og ’gøre dine hoser grønne’ over for ’de rigtige personer’, så at de tænker på dig næste gang, de skal sammensætte et projektteam (den ’proaktive’ tilgang).
Hvornår sker det?
Da du ikke ved, hvornår det næste spændende projekt dukker op, kan du evt. forberede dig til, hvad projektet skal handle om, for at det er interessant for dig.
Projektspecifikke ting
- Hvilke typer af projekter er interessante?
- Hvad skal der ske i projektet for, at du bliver interesseret?
- Hvem er typisk ansvarlige for netop disse projekter i virksomheden?
- Hvordan vil du gribe sagen an, når du får 2-5 minutters tid med en af disse ansvarlige?
- Hvilke spørgsmål vil du gerne stille vedkommende?
- Hvad vil du gerne fortælle om dig selv?
Dine styrker
- Hvilken del af din viden og indsigt er særlig brugbart i disse projekter?
- Hvilken rolle vil du gerne spille i de forskellige projekter?
- Hvad er det ved din faglige adfærd, der gør, at du er en ressource i de projekter?
- Hvordan vil du anvende din næste Medarbejder-Udviklings-Samtale til at gøre opmærksom på dette ønske?
Dine læringspunkter
- Hvad skal du generelt udvikle fagligt, for at du ville involvere dig selv, hvis du var den ansvarlige?
- Hvordan kan du bedst udvikle disse sider ved dig selv?
Muligheder for coaching/mentoring - for at opnå din udvikling i jobbet
Selv om kurser, selvstudie og andre læringsmuligheder er til stede, så undersøg muligheden for at få en personlig coach eller mentor (internt eller eksternt), som kan være en anden form for læringskilde og sparringspartner i din udvikling i jobbet.
Flere virksomheder har mentorordninger til deres medarbejdere, der ønsker dette, men studieforeninger, alumni-foreninger og a-kasser er ligeledes steder, hvor du tilbydes disse services.
Du skal naturligvis forberede dig på:
- Hvad er årsagen til, at du vil have en coach/mentor?
- Hvad skal du bruge coachen/mentoren til?
- Hvad ønsker du at få ud af det?
- Hvor meget tid vil du bruge på det?
- Hvad er du villig til at gøre for at opnå denne service?
Til lykke med jobbet, nu er det tid at komme i gang med at planlægge og arbejde med din udvikling i jobbet!
E-bog
MUS - Få mere udvikling i jobbet
Denne bog handler om, hvordan du målrettet bruger udviklingssamtaler til at få mere udvikling i dit job. Hvis du ikke pt har Medarbejderudviklingssamtale/MUS, kan den også hjælpe dig med at få det.