swipegesture

Dine spørgsmål ved samtalen

Din chef er også (lidt) til samtale, når du er til samtale. For det gælder også om, at du får spurgt ind til det, der er vigtigt for dig i dit kommende job.

Artikel 3 Min.
af Sanne Juel

Vær derfor forberedt på at kunne stille de RIGTIGE spørgsmål til samtalen, så du lytter og mærker efter, om det vil være rigtigt for dig. I virkeligheden handler det om, at du forventningsafstemmer på et meget tidligt tidspunkt, så det bliver en god beslutning for både virksomheden og dig.

Når du stiller dine spørgsmål, er det en klar afvejning af situationen og handler meget om, at du mestrer enetale, at være lyttende og at være almindeligt konverserende. Det skal ikke foregå som en 'nu trænger jeg dig op i krogen' samtale. Vis ro, overskud, engagement og fleksibilitet, så du får fortalt om dine evner på en positiv måde.

Hav for øje, hvad du vil opnå med dine spørgsmål, og så vælg to-tre spørgsmål, der er vigtige for dig at få belyst.

Du får her er et par eksempler på, hvad du kan spørge om:

  • Hvordan ser det ud for branchen nu?
  • Hvordan med fremtiden, konkurrenter, udfordringer og samarbejdspartnere?
  • Hvilke resultater er vigtige, at jeg hurtigt skaber i jobbet?
  • Hvilke værdier vægter I højest?
  • Hvad er virksomhedens største mål? Resultat?
  • Hvad er det unikke ved virksomheden, og hvad overlever I på?
  • Hvad kan I, som konkurrenterne ikke kan?
  • Hvordan vil den bedste kandidat være til dette job, både fagligt og personligt?
  • Hvad skal der til for, at JEG er en succes i denne virksomhed?
  • Hvem vil jeg skulle arbejde sammen med til daglig?
  • Hvordan er omgangstonen i teamet?
  • Hvad er det vigtigste at kunne mestre i dette job?
  • Hvad kunne være den største udfordring i jobbet?

Vælg selv, hvad der passer naturligt til den situation, du er i, og brug NUET og den løbende dialog til at vurdere, hvilke spørgsmål der er vigtige at få stillet.  Det er jo torskedumt at spørge om noget, som de allerede har fortalt. Stil spørgsmålene i et interesseret tonefald, og LYT grundigt til svarene.

Harmonerer svarene med dine værdier, og kan du forestille dig, at du kan gøre en forskel for virksomheden? Hvis JA – så fortæl, hvordan du kan bidrage med at nå deres mål, visioner og drømme. Hvad der gør dig til den ideelle kandidat til jobbet.

Held og lykke!