Bliv eksamensklar med Pomodoro – dit nye bedste studieværktøj
Få styr på din studieteknik og eksamenslæsning. Med Pomodoro-metoden bliver din læsning overskuelig og effektiv, så du holder fokus og når dine mål.
Har du prøvet at sidde foran en stak bøger og ikke ane, hvor du skal begynde?
Måske har du gentagne gange sat dig ned med intentionen om at få læst, men pludselig er timerne fløjet afsted med alt muligt andet.
Kender du følelsen af, at eksamenslæsningen kan være overvældende, og at det virker umuligt at holde fokus på én ting ad gangen?
Eksamenstiden er for mange præget af en stor blanding af pres, stress og ønsket om at gøre det godt – men hvordan finder man den nødvendige ro og koncentration?
At læse til eksamen kræver både tid og energi, men også en god struktur og vilje til at holde sig til en plan.
Her kommer Pomodoro-metoden ind i billedet. En metode, der kan hjælpe dig med at tage små, overskuelige skridt gennem pensum – og samtidig holde din energi og motivation oppe.
Pomodoro-metoden: En enkel vej til fokuseret studietid
Pomodoro-metoden blev udviklet i slutningen af 1980'erne af den italienske studerende Francesco Cirillo, som kæmpede med at holde fokus under studierne.
For at strukturere sin tid begyndte han at arbejde i fokuserede intervaller af 25 minutter, afbrudt af korte pauser.
Cirillo brugte en tomatformet køkkentimer – deraf navnet "Pomodoro" (tomat på italiensk).
Systemet blev en populær metode til at forbedre koncentration og reducere stress gennem enkle, regelmæssige pauser.
Fra overvældelse til overskuelighed
For at forstå, hvordan Pomodoro-metoden kan hjælpe studerende, har vi talt med erhvervspsykoterapeut Tine Persson fra SPINE, der har speciale i studerende og unge ansatte.
Som specialist i præstation og mental modstandskraft, der er afgørende kvaliteter under eksamensperioden, er hun en stærk fortaler for Pomodoro-metoden.
”Når man sidder med lange læsedage på sit studie, hvor der kan være 3000 siders pensum, kan det virke ganske uoverskueligt. Hjernen kan simpelthen ikke overskue så meget. For at kunne rumme det, handler det om at gøre det overskueligt ved at bruge nogle teknikker. Her er pomodoro-metoden genial, fordi den bryder læsningen ned i mindre bidder og sikrer pauser,” siger Tine Persson.
Helt konkret går metoden ud på, at når du går i gang med en opgave, sætter du et stopur til at ringe efter 25 minutter. I denne tid skal du kun fokusere på opgaven.
Når tidtagningen er overstået, tager du en pause på fem minutter.
Hvis du oplever, at din koncentration svinder, mens du arbejder, eller du får lyst til at tage en pause eller lave noget andet, kan du tjekke uret for at se, hvor lang tid der er tilbage.
Når du opdager, at der kun er fem minutter tilbage, vil du uvilkårligt tænke: "Okay, fem minutter mere – det kan jeg klare."
”Når man bryder læsningen ned i mindre bidder og blot skal læse i de næste 25 minutter virker det mindre skræmmende, det gælder både i eksamensperioder og i perioder, hvor man bare skal læse meget,” siger Tine Persson.
Mental opladning i pauserne
Langt de fleste studerende kender følelsen, at man bliver udmattet, hvis man glemmer restitution, når man er langt inde i eksamensperioden. Man kan have svært ved at huske, koncentrere sig og motivere sig. Man vil gøre, hvad som helst for at undgå bøgerne.
Derfor er de regelmæssige pauser vigtige, når vi skal koncentrere os ifølge Tine Persson.
Hun fortæller, at det er dem, der sikrer, at vi får mindre selvforstyrrende adfærd. Altså adfærd, hvor vi bliver ukoncentrerede, surfer på nettet eller kigger på telefonen, uden at vi opdager, at vi gør det.
”Når vi gør det, er det jo netop et udtryk for ”hjernetræthed”, hvor hjernen beslutter at slippe det komplicerede, du bøvler med, og gøre noget andet mere nemt i stedet for,” siger Tine Persson, der sammenligner det med styrketræning.
”Det er i pauserne, vi bliver gode. Alt, hvad der vokser, kræver restitution. Så når jeg lige har trænet biceps, skal jeg ikke gøre det igen med det samme, jeg har brug for en pause, hvis jeg vil se resultater,” siger Tine Persson.
Hun understreger, at det er vigtigt at huske, at alle studerende er forskellige, og der kan være særlige forhold fx ordblindhed, ADHD eller stress, som kræver en tilpasning af metoden.
Ro på systemet gør dig produktiv
Ifølge Tine Persson er det enormt vigtigt, at man får ro på sit system, når man læser til eksamen og skal lære noget nyt.
Stressede hjerner kan ofte have svært ved at træffe beslutninger.
Det kan føre til, at man føler sig overvældet af opgaver og ender med at tænke på flere ting samtidig, hvilket gør det endnu sværere at komme i gang.
Vi skal tillade hjernen at fokusere på én opgave ad gangen. Denne tilgang til koncentration hjælper med at reducere følelsen af kaos og giver mulighed for at arbejde mere effektivt.
”Når vi får ro på nervesystemet, går vi fra primitivt sted i hjernen, hvor det handler om overlevelse, og op til pandelapperne, hvor vi kan organisere, tage stilling til ting og tænke rationelt igen,” siger Tine Persson, der møder studerende, der tror, at de er en fiasko, hvis de ikke sidder og læser tre timer i streg.
Men ifølge Tine Persson er der ikke dokumentation for, at man kan sidde og koncentrere sig i tre timer.
”Når du har tre timer til at læse, inden du skal noget andet, kan du beslutte, at du ikke skal sidde i fulde tre timer og læse og tage ind, men brække det ned i mindre dele med Pomodoro-metoden,” siger Tine Persson.
Sådan får du mest ud af Pomodoro-metoden:
1. Brug en timer
En vigtig del af metoden er at holde styr på tiden, så download en Pomodoro-app eller brug en simpel køkken-timer.
2. Start med de små opgaver
Bryd dine opgaver ned i overkommelige bidder, så de ikke føles uoverskuelige.
3. Hold dine pauser hellige
Brug pauserne til at slappe af, strække benene, eller få lidt frisk luft. Det er lige så vigtigt som selve arbejdet.
Tine Persson
Erhvervspsykoterapeut (MPF) og efteruddannet i aktionsforskning under Danske psykoterapeuter.
Tine underviser og er terapeut for studerende og unge ansatte inden for mental sundhed og personprofilanalyser. Samtidig rådgiver hun unge ledere i talentudvikling.
Tine Persson står bag Pape & Co, papeco.dk, som primært assisterer og rådgiver rådgivnings- og konsulentbranchen.
Fotograf: Thomas Pape