5 måder du kan finansiere din udveksling på
Som dansk studerende har du et væld af muligheder, når det kommer til at få finansieret dit studieophold i udlandet – lige fra støtte fra den danske stat, men også den finansiering du kan søge om hos private fonde.
De muligheder du har, varierer dog alt efter hvilken type ophold i udlandet, du skal på.
Det hurtige overblik over finansieringsmulighederne for de forskellige opholdstyper, kan du få her.
SU
Hvis dit ophold er en del af din danske uddannelse, f.eks. hvis du tager et enkelt semester i udlandet, kan du få din SU (og SU-lån) med til udlandet. Er dit ophold ikke en del af en dansk uddannelse, kan du ikke få SU eller SU-lån med til dit ophold.
Søger du ind på en hel uddannelse på bachelor- eller kandidatniveau, eller en top-up bacheloruddannelse, kan du få SU (og SU-lån) med til udlandet, hvis uddannelsen er godkendt af SU-styrelsen.
Læs mere om SU til ophold i udlandet
Udlandsstipendium
I 2008 blev den såkaldte udlandsstipendie ordning indført, og det betyder, at du som dansk statsborger er berettiget til en videregående uddannelse som staten betaler for.
I praksis betyder det, at de penge som en dansk uddannelsesinstitution skulle have haft for at uddanne dig (taxametertilskuddet), kan du tage med til udlandet i op til 2 år. Satserne for udlandsstipendium ligger normalt mellem ca. 20.000 kr. og 45.000 kr. pr. semester. Satserne afhænger af, hvilket fagområde det drejer sig om.
Her får du de hurtige fakta om udlandsstipendium:
- Du kan få udlandsstipendium til forhåndsgodkendte Study Abroad-ophold.
- Du kan få udlandsstipendium til hele uddannelser på kandidatniveau (1-2 år).
- Du kan samlet set få udlandsstipendium i op til 2 år.
- Du kan kun få udlandsstipendium, hvis du er SU-berettiget.
- Ordningen bliver administreret af SU-Styrelsen.
- Du kan ikke få udlandsstipendium til hele uddannelser på bachelorniveau.
Bliv endnu klogere på udlandsstipendiet
Legater
Et af de steder, hvor studerende ofte kan hente rigtig meget hjælp til finansiering, er hos private fonde. Og der er gode muligheder for at finansiere dit ophold i udlandet ved hjælp af legater.
I Danmark alene findes der over 20.000 legater, og de uddeles på baggrund af mange forskellige kriterier, f.eks. fagområde, demografi, studietype, økonomisk baggrund osv.
For at give dig endnu mere blod på tanden kunne EDU, der hjælper studerende med at komme på studieophold i udlandet, ved deres seneste optælling konstatere, at godt 75% af de studerende, de havde hjulpet af sted, havde søgt og fået legater til deres ophold – flere fik endda mere end 100.000 kr. til blot et enkelt semester i udlandet.
Hent endnu mere viden om at hente om legater
SU-lån
Når du tager et ophold i udlandet, har du også mulighed for at optage et månedligt SU-lån i de måneder, hvor du får SU til at supplere finansieringen af dit ophold.
Udlandsstudielån
Du har måske ikke hørt om denne type lån før, men faktisk kan udlandsstudielånet være en rigtig god mulighed, for at få finansieret en del af sit ophold.
Udlandsstudielånet søges i forbindelse dit udlandsstipendium, og fungerer således, at du kan låne et beløb, der svarer til den difference, der eventuelt er mellem det, du er berettiget til i udlandsstipendium, og den studieafgift du skal betale til det udenlandske universitet.
Eksempel:
Hvis du skal betale 50.000 kroner i studieafgift, og du er berettiget til 25.000 kroner i udlandsstipendium, så kan du låne de resterende 25.000 kroner som udlandsstudielån. Du kan dog altid maksimalt låne i alt 100.000 kr.
Udlandsstudielånet skal betales tilbage efter de samme regler som det almindelige SU-lån, og det søges via minSU på su.dk.
Hvis udlandsstudielånet lyder som en god mulighed, kan du få mere deltaljeret information hos edu.danmark.dk