5 måder at få attraktiv erfaring på dit CV – uden et studiejob
Du behøver ikke et studiejob for at komme i gang med at få relevant erfaring til dit CV eller blive mere afklaret omkring din karriere.
Allerede i dag kan du få relevant erfaring på dit CV på disse 5 måder:
1. Selvindsigt
Bliv bevidst om dine egne styrker og svagheder – faglige som personlige
- Få en oversigt over akademiske, praktiske og personlige kompetencer, du måske allerede har erhvervet som studerende, men ikke tænker over.
Se webinaret ‘Opdag dine kompetencer’ og hent lister med kompetencer
Spørg dine venner, familie, kæreste, studiekammerater, hvad de oplever at du er god til.
- Ofte er vi ikke selv klar over, hvad vores største styrker er fordi, det falder os så naturligt, at vi tror alle andre har det på samme måde.
Se evt. denne video om, at få overblik over sine evner
Få en test af dine karakterstyrker
- VIA Character Strengths er en gratis selvevaluering, der tager mindre end 15 minutter gennemføre. Rapporten giver et væld af oplysninger, der hjælper dig med at forstå dine bedste kvaliteter.
- Resultatet giver ikke kun indikationer på, hvad dine personlige styrker er, men peger også på, hvad der motiverer dig, og hvad der gør, at du trives og performer bedst.
- Desuden kan resultatet give inspiration til, hvordan du kan beskrive dig selv for nogen, der ikke kender dig endnu (i dit CV, ansøgning eller til en jobsamtale).
2. Motivation
Søg indsigt og forståelse for, hvad der motiverer dig, giver dig energi og får dig til at trives og præstere bedst – og hvad der ikke gør.
Bliv bevidst om, hvad der motiverer dig, og får dig til at trives. Det gør du ved at være mere opmærksom på, hvad der kendetegner det, du laver, når tiden flyver afsted, og du er i flow.
Læg også mærke til, hvad der dræner dig for energi – det skal jo helst undgås, så vidt muligt, for at du trives i dit job.
Det kan både være en hobby, en fritidsinteresse eller andre emner du elsker at nørde med. Reflektér over, hvad der gør sig gældende, når du oplever den slags flow.
De følgende spørgsmål kan måske hjælpe dig i gang med at få øje på det, der giver dig gejst, når du løser opgaver:
- Er du alene? Er du sammen med andre? Eller er det en blanding?
- Er det dét at lære noget nyt om et helt nyt emne/flere emner, eller er det mere at fordybe sig endnu mere i det, du kender, der vækker gejst i dig?
- Er det noget med at sætte ting i orden og planlægge, eller er det noget med at have frihed til at springe ud i det og bare prøve sig frem og finde løsningen undervejs?
- Er det noget med at nå mål og se resultater, eller er det mere at leve i processen og mærke, at dem omkring dig har det godt?
Hvad gør du, når du har svarene på ovenstående?
Skriv noter til dig selv, der starter med:
- Jeg arbejder bedst, når…
- For mig er den sjoveste/bedste del ved at løse opgaver, når…
- Jeg bliver helt opslugt af en opgave, når…
Som nævnt ovenfor kan VIA Character Strengths test også indikere, hvad der gør, at du motiveres og trives. (VIA står for Values In Action).
3. Samarbejde og sociale kompetencer
Indsaml viden om, hvordan du særligt bidrager i teams, samt forståelse for, hvad der er på spil, når der er uenighed/gnidninger i teams.
Samarbejdsevner er en af de mest attraktive kompetencer i arbejdsgivernes øjne. Det kan gøre dig til en mere attraktiv, når du søger job, hvis du har:
- Viden om, hvordan du typisk bidrager i teams/på en arbejdsplads.
- Kendskab til dynamikker i teams, så du har forståelse for, hvorfor der opstår misforståelser i et team.
- Viden om, hvorfor folk kan virke uenige, selvom de arbejder mod samme mål.
- Indsigt i, hvad der gør, at du trives eller ej i et team/i et job.
- Viden om, hvad dine personlige og praktiske styrker er, når du arbejder på egen hånd.
Du kan udvikle dine samarbejdsevner og blive klogere på dine sociale kompetencer ved at blive frivillig eller deltage i Case Competitions.
Det bliver tydeligere for dig, hvad du kan, hvordan du tænker anderledes eller tilgår emner og problemstillinger på en særlig måde, når du prøver at samarbejde med andre, der har en anden faglig baggrund end din.
4. Praktiske faglige evner
Praktiske faglige evner i forhold til fx Excel, VBA, InDesign, Photoshop – samt viden om sociale medier, planlægning, koordinering, analysering, mv. er evner, du kan få på dit CV uden et studiejob.
- Onlinekurser – du har fx gratis adgang til www.onlinekurser.dk via dit gratis studiemedlemsskab ved CA – her kan du tage kurser i Word, Excel, PowerPoint, InDesign, Photoshop, samt kurser i alt fra kommasætning til projektledelsesværktøjer.
Vil du vise initiativ og øve praktiske kompetencer, du kan bruge i dit næste job? Så tjek denne oversigt ud. Vi har samlet en masse gratis kurser, vi selv ville kigge på, hvis vi søgte job eller kompetenceudvikling. Få nye evner og viden til dit CV med (gratis) online kurser
- Fysiske kurser eller webinarer om Excel og VBA for studerende, se vores kommende arrangementer for studerende og for CA-medlemmer på www.ca.dk/webinars.
- Virksomhedssamarbejde eller praktik i forbindelse med dit studie, bachelorprojekt eller speciale.
Dette kan både give dig adgang til at interviewe eksperter på et felt (og udvide dit netværk gennem samarbejdet).
Det kan også give dig adgang til at undersøge en målgruppe, der kunne være interessant for en kommende arbejdsgiver at få din viden om. Og dét kunne være et stærkt grundlag for at udvide dit netværk og få kendskab til en branche eller et felt via kaffemøder. - Bliv frivillig i en studenterorganisation, forening eller non-profit, hvor du kan få praktisk erfaring med projektledelse, planlægning, koordinering, markedsføring via Sociale Medier, kommunikation og rekruttering (af nye frivillige) fx ved at arrangere events i din studieby og online, der hjælper mennesker fra der, hvor de er, til der hvor de gerne vil være.
5. Netværk og relationer
Ikke nok med at et netværk af høj kvalitet (med vedligeholdte relationer) kan være din indgang til dit drømmejob en dag, det kan også øge din værdi som medarbejder, at du kender til forskellige typer af fagligheder.
Derudover så kan dit samarbejde og interaktion med personer med andre uddannelser og baggrunde end din egen, øge din bevidsthed om, hvordan du eksempelvis tænker anderledes eller går anderledes til en opgave – og dermed kan du forklare en arbejdsgiver, hvordan du skiller dig ud.
Få tips til LinkedIn og job via netværk her
Hvor og hvordan skal jeg indsætte alt dette i mit CV?
I webinaret Opdag dine kompetencer– og lær hvordan du sælger dem i dit CV får du en opsamlende gennemgang af mange af de ovenstående pointer.
Derudover får du konkrete forslag til, hvordan du kan fremhæve dine evner og kompetencer i dit CV og ansøgning, så du kommer til jobsamtale.
Du kan også læse vores populære e-bog ‘Skriv dig til jobsamtalen’, hvor du lærer at undgå de typiske fejl i CV og ansøgninger, hvilket gør det meget lettere for dig at komme i betragtning til et godt studiejob.
Bagerst i e-bogen finder du desuden ægte eksempler på CV’er og ansøgninger, der ledte til jobsamtaler.