Ro på – 7 gode råd til jobsøgning i en coronatid

Af Ole Strand - CA Karrierepartner og a-kasse

Endnu en corona-nedlukning gør ikke noget godt for arbejdsmarkedet og jobsøgningen. Og midt i januarmørket kan det være svært at holde gejsten oppe og tro på, at jobbet venter lige om hjørnet.  

DecorativeI hvert fald fylder bekymringerne meget, når CA-karriererådgiver Dorthe Almdal har vores ledige medlemmer i røret. 

”Jeg bruger mere tid end normalt på lige at hjælpe med at få ro på og indgyde noget optimisme. Det ser sort ud, når man sidder derhjemme og følger med i medierne. Men selvom ledigheden er højere end normalt i CA, er den faldende, og der er ikke den samme langtidsledighed som under finanskrisen. Så der er job derude. Men liggetiden er længere, for nu at bruge et ejendomsmægler udtryk”, siger Dorthe Almdal.

Men hvad skal man så gøre som jobsøger? Det har Dorthe Almdal et par bud på.  

  1. Fokusér på de steder, hvor det går godt
    Der er nogle brancher, som restaurationsbranchen og hotelbranchen og turisme og andre som er påvirket rigtig negativt. Der giver det ikke meget mening at søge. Og så der er andre brancher, som ligefrem er påvirket positivt, som fx fødevarer og it. 

    ”Fokusér på de brancher, hvor det går godt og hvor der er ledige job. Måske er det udenfor din branche, men dine kompetencer kan ofte kompensere for branchekendskab. Vær forberedt på, at du er nødt til at være parat til at søge længere væk geografisk”, siger Dorthe Almdal.  
     

  2. Målret dit ansøgningsmateriale
    ”Der er flere om buddet. 200-300 ansøgere til et enkelt job er normalt. Derfor er det ekstra vigtigt, at du researcher på jobbet og laver en ansøgning og et CV som er knivskarpt og målrettet til det job du søger”, siger Dorthe Almdal. 

    Download CA’s e-bog Skriv dig til jobsamtalen. Der er gode råd til at skrive CV og ansøgning – og ikke mindst er der eksempler på alle de fejl, man skal undgå.

    Du kan også deltage i vores webinarer Få hjælp til dit CV og din ansøgning og Sådan optimerer du dit ansøgningsmateriale, hvis du er medlem af CA. 
     

  3.  Søg uopfordret
    ”Mange virksomheder orker ikke, at slå job op, fordi de finder ud af, at de får alt for mange ansøgninger. Og det kan de ikke håndtere. Derfor kan det være en god ide, at søge uopfordret i de brancher, hvor det går godt”, siger Dorthe Almdal.

    Som medlem af CA har du gratis adgang til virksomhedsdatabasen Lasso X. Der kan du finde oplysninger om virksomheder fordelt på brancher.

    Du kan også deltage i CA’s webinar Det usynlige jobmarked - uopfordret jobsøgning, hvis du er medlem af CA. 
     

  4.  Brug dit netværk
    ”Du skal ikke bruge netværket til at sige ’hey, har du et job til mig’, for det har de sjældent. Men brug det til at få noget viden om, hvad der rører sig inden for deres fagområde og deres branche. Fortæl, hvad du selv er optaget af og hvor du gerne vil hen, og spørg, hvilke gode råd og ideer de kan give for at hjælpe dig på vej”, siger Dorthe Almdal.

    Grib knoglen og ring til en fra dit netværk. Aftal et kaffemøde. Du kan lave dem på web, eller tale i telefon, men du kan også sige, jeg kommer med to kopper kaffe, så kan vi gå en tur og tage en snak. 
     

  5. Virksomhederne er ikke risikovillige – så vis, at du er det sikre valg
    ”Lige nu er der en tendens til at virksomhederne vælger medarbejdere, der er ’plug and play’. Det gælder selvfølgelig ikke alle steder, men når krisen kradser, så tager virksomhederne færre chancer og satser på det sikre. Og det bliver kun forstærket, hvis medarbejderne arbejder hjemme, så onboarding foregår virtuelt”, siger Dorthe Almdal.   

    Det er en fordel for de erfarne, og umiddelbart skidt for dimittenderne.  

    Jobmarkedet lige nu er sværere for dimittender, der konkurrerer med andre ansøgere med 2-5-10 års erfaring. Som dimittend gælder det derfor om at 
    -  fremhæve den erfaring diu trods alt har
    -  minde om de særlige dimittendfordele du kommer med: Du har masser af ny viden og er vant til at sætte dig ind i nye ting. og omsætte det
    -  fremhæve de ting, der gør, at du også kan være et ’sikkert valg’. 
     

  6. Struktur og pauser i hverdagen
    ”Når man er hjemme hele tiden, kan tingene let flyde sammen. Og når du ikke har job, kan det være fristende at fortsætte med jobsøgningen om aftenen og i weekenden. Men lad være med det. Jobsøgning er et arbejde ligesom alle andre, og du har brug for at holde fri og lade op lige som alle andre”, siger Dorthe Almdal. 

    hun anbefaler, at du sætter faste rammer for, hvornår du møder ind og hvornår du holder fri. Læg planer for ugen og for den næste måned. Tjek måske opslag om mandagen og skriv ansøgninger tirsdag og onsdag.

    Vær aktiv på Linkedikn og deltag i CA’s webinarer om jobsøgning, hvis du er medlem af CA. Brug evt. også CA’s LinkedIn-gruppe CA-connect til at netværke med andre ledige.  

  7. Hold fokus på det positive
    Uanset om vi i CA mener, at det går bedre med ledigheden og at det nok skal gå, hjælper det ikke meget, hvis du synes, at det er op ad bakke for dig. Men det gælder om at prøve at skifte fokus, mener Dorthe Almdal. 

    ”Det er naturligt for mennesker at fokusere på det negative. Rent biologisk er vi designet til at få øje på fare og reagere på den. Det går helt tilbage til sabeltigeren på savannen og er det, der gør at vi har overlevet frem til i dag. Men du kan arbejde på, at flytte fokus fra faren, til at se på mulighederne”, siger Dorthe Almdal.  

    Flyt din opmærksomhed over på noget, som du er glad for, fx at du har bedre mulighed for selv at tilrettelægge din dag, eller blive opgraderet på nogle faglige ting, fx på onlinekurser.dk eller have bedre tid til børn, familie eller venner. Det kan også være nemmere at få fat i kontakter, når de arbejder hjemme.

    Hvis du er medlem af CA, kan du også deltage i CA’s webinar Empowerment - Styrken til at handle selv som netop handler om at genfinde styrken i din karriere eller i din jobsøgningsproces.