swipegesture

Nyuddannede på nedsat dagpengesats fritages for administrationsbidrag og kontingent til CA Advokathjælp

Ledige nyuddannede på nedsat dagpengesats fritages fra den 1. april 2024 for at betale administrationsbidrag til CA på 147 kr./md.

Administrationsbidraget er den del af kontingentet, som a-kassen får for at administrere og drive a-kassen. Dermed nedsættes det samlede kontingent på 528 kr./md. til 381 kr./md.

Samtidig fritages medlemmer i målgruppen tilsvarende for at betale kontingent til CA Advokathjælp, hvis de er medlem af ordningen.

Hvem bliver fritaget for at betale administrationsbidrag og kontingent til CA Advokathjælp?

Ledige medlemmer, der modtager dagpenge med satsen for nyuddannede, fritages for betaling af administrationsbidrag og evt. kontingent til CA Advokathjælp, når deres sats nedsættes efter 481 timers udbetaling af dagpenge.

Hvornår træder fritagelsen i kraft?

Den lave dagpengesats gælder fra det tidspunkt, hvor medlemmet får udbetalt sin dagpengetime nr. 482, og kan altså ske på et hvilket som helst tidspunkt i en måned.

Kontingentet nedsættes fra den 1. i måneden efter, at dagpengesatsen er blevet nedsat. Hvis time nr. 482 fx ligger midt i en måned, nedsættes kontingentet først fra den 1. i måneden efter.

Har medlemmet allerede betalt det fulde kontingent for måneder, hvor man har ret til et lavere kontingent, vil vi betale det beløb medlemmet har betalt for meget tilbage inden for 14 dage

Det samme gælder for kontingentet til CA Advokathjælp.

Hvornår bortfalder fritagelsen?

Fritagelsen for betaling af administrationsbidrag bortfalder, hvis medlemmet i to måneder i træk ikke har modtaget dagpenge, været i løntilskud eller modtaget sygedagpenge. Det er fordi medlemmer i arbejde jo ikke behøver samme økonomisk hensyn.

Vi opkræver så det fulde beløb fra den 1. i den efterfølgende måned, dog altid til udgangen af et kvartal. Og vi regulerer ikke for allerede opkrævede beløb.

Hvorfor nedsættes kontingentet ikke yderligere?

Vi kan kun bestemme over den del af kontingentet, der dækker administrationsbidraget til CA. De resterende 381 kr./md. af kontingentet betales direkte videre til staten og ATP.

Hvorfor gælder nedsættelsen først fra 1. april 2024?

CA’s bestyrelse har vedtaget nedsættelsen af kontingentet i december 2023. Men sådanne ændringer kan iflg. reglerne for a-kassedrift kun ske med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.

Nedsættelsen af kontingentet for nyuddannede på nedsat dagpengesats kan derfor tidligst ske fra 1. april 2024.