Eksempler på forskellige dagpengemodeller, når du er nyuddannet
Som nyuddannet kan du have vidt forskellige muligheder for at få dagpenge efter uddannelsen, afhængig af om du har haft arbejde under og efter uddannelsen.
Se herunder eksempler på forskellige muligheder:
Maria har ikke job efter uddannelsen
Sofie fortsætter i studiejob efter uddannelsen
Lukas - studiejob under uddannelsen - vikariat efter uddannelsen
Oliver - studiejob under uddannelsen - vikariat et stykke tid efter uddannelse
Maria har ikke job efter uddannelsen
Maria er 26 år og ikke-forsørger. Hun bliver færdiguddannet den 15. juni 2024. Maria har desværre ikke fundet et job endnu. Hun melder sig ledig fra 16. juni 2024.
Maria har haft studiejob siden 1. august 2022 men har opsagt sit studiejob i april og stopper den 30. maj.
Dagpenge alene på baggrund af uddannelse
- Maria har ret til dagpenge fra den 16. juni. 2024
- Maria kan få dagpenge i 1 år
- Hun får en sats på 14.557 kr. de første 3 måneder, hun er ledig og herefter 10.011 kr. pr. måned. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
OBS: Maria kan få en beregnet en ny dagpengesats hvis hun får et job og får udbetalt løn i mindst 3 måneder, efter hun har afsluttet uddannelsen. Satsen kan tidligst udbetales fra 1 januar 2025, hvor der er gået 6 måneder fra hun blev færdiguddannet.
Maria | Første tre måneder | Derefter | Dagpengelængde |
Dagpenge ud fra uddannelse | 14.557 kr. | 10.011 kr. | 12 måneder (1.924 timer) |
Dagpenge ud fra uddannelse og arbejde | Ikke muligt | Ikke muligt | Ikke muligt |
Sofie fortsætter i studiejob efter uddannelsen
Sofie er 27 år og ikke-forsørger. Hun bliver færdiguddannet den 20. juni 2024, og melder sig ledig på jobnet den 21. juni 2024.
Sofie har haft studiejob siden maj 2023 og fortsætter i sit studiejob efter uddannelsen, hvor hun arbejder den 23. juni 2024. Sofie har tjent brutto 10.000 kr. om mdr. udover sin SU, på nær i juli og august måned 2023, hvor hun har holdt lidt ferie og derfor kun tjent 5000 kr. om mdr.
Dagpenge alene på baggrund af uddannelse
- Sofie får ret til dagpenge fra den 21. juni 2024.
- Sofie kan få dagpenge i 1 år.
- Sofies indtægt fra studiejob har ingen betydning for hendes dagpengesats.
- Fordi Sofie ikke er forsørger, får hun en fast dimittendsats på 14.557 kr. de første 3 måneder, hun er ledig og herefter 10.011 kr. pr. måned. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
Dagpenge på baggrund af en kombination af uddannelse og arbejde:
- Sofie får ret til dagpenge fra den 24. juni 2024 og Sofie kan få dagpenge i 2 år
- Sofies dagpengesats beregnes ud fra de bedste 12 måneder med arbejde indenfor de seneste 24 måneder, hvilket er 12 mdr. med 10.000 kr., da hun de seneste 24 måneder har 12 måneder med 10.000 kr. i indtægt og 2 med 5.000 kr.)
- Dagpengesatsen beregnes som 90% af den gennemsnitlige månedsløn = 90% af 10.000 kr., så hun får en sats på brutto 8.280 kr. pr. måned i 24 måneder. Beløbene er før skat og fradrag for arbejdstimer.
Sofie | Første tre måneder | Derefter | Dagpengelængde |
Dagpenge ud fra uddannelse | 14.557 kr. | 10.011 kr. | 12 måneder (1.924 timer) |
Dagpenge ud fra uddannelse og arbejde | 8.280 kr. | 8.280 kr. | 24 måneder (3.848 timer) |
Lukas - studiejob under uddannelsen - vikariat efter uddannelsen
Lukas er 28 år og ikke-forsørger. Han bliver færdiguddannet den 15. juni 2024. Lukas har fået et vikariat i hele juli måned. Han melder sig ledig 1 august 2024.
Lukas har haft studiejob siden 1. august 2023, men ikke noget job før det. Han fortsætter i sit studiejob efter uddannelsen.
Lukas har de seneste måneder tjent brutto 10.000 kr. om mdr. udover sin SU, men har valgt arbejde mindre mens han skriver speciale og får derfor kun 5.000 kr. om mdr. de sidste tre måneder inden han er færdig. Lukas tjener 25.000 kr. i vikariatet i juli måned.
Dagpenge alene på baggrund af uddannelse
- Lukas har ret til dagpenge fra den 1. august 2024
- Lukas kan få dagpenge i 1 år
- Hans indtægt fra studiejob og vikariat har ingen betydning for hans sats
- Fordi Lukas ikke er forsørger, får han en dimittendsats på 14.557 kr. de første 3 måneder, han er ledig og herefter 10.011 kr. pr. måned. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
Dagpenge på baggrund af en kombination af uddannelse og arbejde:
- Lukas får ret til dagpenge fra den 1. august 2024
- Lukas kan få dagpenge i 2 år
- Hans dagpengesats beregnes ud fra de bedste 12 måneder med arbejde indenfor de seneste 24 måneder, hvilket er 8 mdr. med 10.000 kr., 3 måneder med 5.000 kr. og 1 måned med 25.000 kr. = 120.000 kr.
- Dagpengesatsen beregnes som 90% af den gennemsnitlige månedsløn = 90% af 10.000 kr., så han får en sats på brutto 8.280 kr. pr. måned i 24 måneder. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
Lukas | Første tre måneder | Derefter | Dagpengelængde |
Dagpenge ud fra uddannelse | 14.557 kr. | 10.011 kr. | 12 måneder (1.924 timer) |
Dagpenge ud fra uddannelse og arbejde | 8.280 kr. | 8.280 kr. | 24 måneder (3.848 timer) |
Oliver - studiejob under uddannelsen - vikariat et stykke tid efter uddannelsen
Oliver er 25 år og ikke-forsørger. Han bliver færdiguddannet den 20. juni 2024. Oliver har fået et vikariat på 2 måneder fra 1. august 2024. Han tjener 25.000 kr./mdr.
Oliver har haft studiejob siden 1 august 2022, hvor han har tjent 9.000 kr. om måneden. Han stopper med udgangen af maj måned 2024.
Oliver har nu to muligheder.
Dagpenge alene på baggrund af uddannelse
- Oliver har ret til dagpenge fra den 21. juni 2024 (hvis han melder sig ledig på jobnet.dk)
- Oliver kan få dagpenge i 1 år
- Hans indtægt fra studiejob har ingen betydning for hans sats
- Han får en sats på 14.557 kr. de første 3 måneder, han er ledig og herefter 10.011 kr. pr. måned. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
- totalt, hvis han er ledig i alle 12 måneder: 133.770 kr.
Dagpenge på baggrund af en kombination af uddannelse og arbejde:
- Oliver skal undvære dagpenge i juli måned
- Oliver får ret til dagpenge fra den 1. oktober 2024
- Oliver kan få dagpenge i 2 år
- Olivers dagpengesats beregnes ud fra de bedste 12 måneder med arbejde indenfor de seneste 24 måneder, hvilket er 10 mdr. med 9.000 kr. og 2 måneder med 25.000 kr. = 140.000 kr. i alt.
- Dagpengesatsen beregnes som 90% af den gennemsnitlige månedsløn = 90% af 140.000 /12, så han får en sats på brutto 9.660 kr. pr. måned i 24 måneder. Beløbene er før skat og fradrag for evt. arbejdstimer.
- totalt, hvis han er ledig i alle 24 måneder: 231.840 kr.
Oliver | Første tre måneder | Derefter | Dagpengelængde |
Dagpenge ud fra uddannelse | 14.557 kr. | 10.011 kr. | 12 måneder (1.924 timer) |
Dagpenge ud fra uddannelse og arbejde | 9.660 kr. | 9.660 kr. | 24 måneder (3.848 timer) |